Seneste weekend hold i bagefællesskabet 11/11: Anette Bjerregaard, Stenbjerg, Alva og Stian Eide, Klitmøller og dagens mesterbager Svend-Erik Nissen, Stenbjerg.
Mad & Drikke

Thyboer ælter og bager i fællesskab: Nu er der plads til flere

26. januar 2023 kl. 19:00

THY: En efter en hives de 60 skorpebagte, langtidshævede og økologiske hvedebrød ud af den glohede ovn. Rugbrødene er pakket i papirposer og klar til - sammen med hvedebrødet - at tage turen ud til ventende familier rundt i hele Thy.

Scenen udspiller sig hver weekend, når et nyt hold bagere fra Brødfællesskabet 11/11 tager fat i surdej og brødspade for at bage til gavn for alle familier i fællesskabet.

Over 10.000 brød er det blevet til de to år, at brødfællesskabet har eksisteret. Og der er nu åbnet for, at endnu flere kan blive en del af det velsmagende fællesskab, der i øjeblikket tæller 42 andelshavere og har plads til 55 familier. 

Det handler om godt økologisk brød. Men bageriet betyder også hyggelige møder med nye folk, man ellers aldrig ville have mødt.

Ideen om fællesbagning på andelsbasis opstod spontant efter, at Bageren 11/11 lukkede i Hanstholm.

- Sammen med bager Kim Kjeldager blev fællesskabet hurtigt en realitet. For røremaskine, ovn, melkværn, bagekurve og spade var der jo. Det var bare at samle folk og gå i gang. Den ide var der heldigvis mange, der var med på, fortæller Mathias Krogsgaard Nielsen fra Klitmøller.

Hold på fire

Han var en af initiativtagerne bag den brandvarme ide, at en flok brød-entusiaster på skift skulle bage det gode økologiske sudejsbrød for hinanden.

Men det handlede ikke kun om friskbagt brød på morgenbordet. Det handlede også om at møde nye mennesker på kryds og tværs i hele Thy.

Der kæles om hvert enkelt brød, og kernetemperaturen tjekkes løbende, så brødet bliver perfekt bagt.

Og begge dele er i den grad lykkedes, fortæller Mathias Krogsgaard Nielsen, der nu er formand for korpset af glade bagere.

- Det fungerer på den måde, at hold på fire personer med en ”mesterbager” i spidsen tager vagten en weekend. Og fordi vi er så mange, er det kun hver tredje måned, at man har en bagetørn.

Ikke alle tre dage

Det pågældende bagehold begynder typisk fredag med at lave surdejen. Lørdag morgen æltes dej, rugbrødet bliver bagt, og hvedebrødene lægges i form – klar til bagning søndag.

- Det er ikke nødvendigt, at alle fire bagere er til stede alle tre dage. Det kan holdet fordele, som man vil, fortæller Anette Bjerregaard fra Stenbjerg, der er på denne ugens hold.

Anette Bjerregaard i gang med at pakke brødene, så de hurtigt kan komme ud til familierne.

- Jeg er vild med at bage brød. Og så tiltaler hele fællesskabs-ideen omkring det økologiske brød mig meget. Det er megahyggeligt at mødes med folk, man ikke lige kender. Bagerholdene blandes jo, så man hver weekend møder og bager med nye folk. De skønne mennesker ville jeg ellers aldrig have truffet, fortæller Anette Bjerregaard.

Købt ejerandel

Alt brød fra 11/11 Brødfællesskabet laves på økologisk ølandshvede og rug fra gården Gyrup ved Nørhaa.

Familierne på Gyrup er også med i fællesskabet, hvor hver familie har købt en ejerandel for 1000 kroner.

Bage-holdet har ryddet op og gjort rent. De duftende brød er snart på vej ud til familier over hele Thy fra Skyum til Thisted og Klitmøller. 

Bagerne tager brød med ud, og et effektiv afhentningssystem betyder, at brødene hurtigt når alle familiers borde søndag formiddag.

Det smager lige så godt, som det ser ud.

Vil man være med i 11/11 Brødfællesskabet, så kan man tilmelde sig via fællesskabets Facebook side.

Det er ikke muligt at bestille og købe brød fra 11/11 Brødfællesskabet, for man skal være medlem.

Annonceret indhold

Nyeste