Kostumer sætter rekord: Fyrspil er i gang med slutspurt
Fyrspillene i Sydthy har været en fast tradition siden 1984.
Fyrspillet 2023, ”Etaten”, er skrevet som et eventyrspil, der handler om entreprenøren, folketingsmanden og etatsråden Niels Andersen (1835-1911), der er født i Ydby. Der er premiere på stykket i Ydby Skov den 28. juni, og på systuen er en hæsblæsende slutspurt sat ind, skriver Fyrspillene i en pressemeddelelse.
- Vi sætter rekord med kostumerne i år. Vi skal have 88 dragter klar, når skuespillerne går på scenen, siger Bodil Errebo Nielsen, der er systuens knap-finder, rådgiver om alt fra omsømning af krinoliner til justering af høje hatte og den, der generelt har overblikket blandt de summende symaskiner.
Tidstypiske dragter tilsat fantasi
Kostumerne til årets Fyrspil er som altid typiske for den tid, som stykket udspiller sig i. ”Etaten” foregår over trekvart århundrede (fra 1835-1911), og især damemoden skiftede undervejs.
Det er derfor, at syholdet har gang i alt fra kæmpestore krinoline-skørter til de mere kropsnære kjoler fra tiden op til Første Verdenskrig i selskab med forskellige hatte med og uden festlige fjer.
- Det er en otte-årig dreng, der er født i nutiden, som forestiller sig, hvordan det gik til på Niels Andersens tid. Det skal man kunne se på kostumerne. De skal ikke kun være tro mod tiden, men også vise, hvordan et barn vil forestille sig, at en ”fin dame” eller en militærperson så ud i gamle dage, siger Bodil Errebo Nielsen.
Hatten skal passe
Hele vejen gennem stykket spilles Niels Andersen af Emil på otte år. Da Niels Andresen undervejs bliver etatsråd, må han naturligvis være iført diplomatjakke og høj, stiv hat.
Hanne fra syholdet fandt hurtigt den høje hat frem fra Fyrspillets store kostumelager, men det krævede en hel del tilpasning og prøver, før hatten sad, som den skulle på det otteårige hoved.
I første omgang gled den ned over øjnene og senere hvilede den på Emils ører, men efter flere justeringer skulle hatten nu passe.
Stoletårn er skudt op
Det er ikke kun kostumerne, der skal være på plads inden premieren. Brugere af Ydby Skov vil have lagt mærke til, at der er skudt et underligt ”stoletårn” op på festpladsen.
Stoletårnet er sammen med mindestenen for Niels Andersen Fyrspillets eneste scenografi.
Stoletårnet viser, hvordan Niels Andersens kravlede op gennem samfundslagene, fra grusvejen i Thy til de bonede gulve i København. Tårnet er derfor undervejs både landsbyskole og folketingssal.
Thisted-kendis instruerer
Det er trænede kræfter, der skal få scenografi og skuespil til at gå op i en højere enhed i år.
Det er nemlig Jacob Jessen, der for tiende gang har sat sig i Fyrspillenes instruktørstol.
Jacob Jessen er kendt i Thisted, både som tidligere underviser ved Thisted Gymnasium og for sit store engagement i amatørteater. Gennem årene har han blandt andet sat adskillige revy- og teaterforestillinger op i Thisted, ligesom han i 2015 stod bag en festival, hvor amatørteatre fra Norden og Baltikum blev inviteret til Thisted.