Billede beskrivelse

Dolle tog første spadestik til stor udbygning

16. august 2024 kl. 14.02

FRØSTRUP: Torsdag den 15. august klokken 10 tog Dolle det første spadestik til et nyt 5.000 m² stort centrallager, som vil samle virksomhedens logistikfunktion i Skandinavien under ét tag.

Den nuværende distribution af Dolle’s produkter til de skandinaviske markeder sker i dag fra centrallageret i Aarhus samt eksternt lager i Thisted, skriver virksomheden i en omtale.

Begivenheden blev markeret med en højtidelig ceremoni, hvor viceborgmester Jens Kr. Yde (Thisted Kommune), direktør Per Henriksen (KT Erhvervsbyg) samt CEO François Grimal (Dolle A/S) i fællesskab satte byggeriet i gang.

François Grimal, CEO hos Dolle A/S, ser frem til projektet:

- Planlægning og forarbejde til byggestarten er foregået i et godt og tæt samarbejde mellem Dolle som bygherre, vores totalentreprenør KT Erhvervsbyg og Thisted Kommune, og derfor glæder jeg mig til, at vi i fællesskab kan markere byggeriets opstart, udtaler François Grimal og fortsætter:

- Der er i dag en lang række krav og forudsætninger, som skal være på plads, inden man kan starte så stort et byggeri, og vi er som bygherre helt afhængige af det professionelle og effektive samarbejde, der har været mellem totalentreprenøren og Thisted Kommune om at skabe den bygning, som vi nu går i gang med at opføre.

Forberedelserne til byggeriet har bekræftet virksomheden i, at det er den rette beslutning at flytte logistikfunktionen til Thisted Kommune.

- En hurtig og effektiv projektering og byggesagsbehandling har stor betydning for projektet, og samtidigt glæder vi os over, at byggeriet primært udføres af lokale underleverandører. Det er et stort plus i de rent forretningsmæssige overvejelser bag beslutningen om at flytte logistikfunktionen fra Aarhus og Thisted til Frøstrup, der også huser koncernens hovedkontor samt produktion af lofttrapper, udtaler François Grimal.

Det nye logistikcenter forventes færdigt i begyndelsen af 2025 og vil sammen med koncernens fire øvrige centrallagre i Europa udgøre et vigtigt fundament for Dolle-koncernens fremtidige udvikling.

Virksomheden har hovedsæde i Frøstrup og produktionssteder i Danmark, Ukraine, Rumænien og Kina. Levering sker til hele verden gennem egne datterselskaber i Europa og USA samt gennem eksterne distributører og egne webbutikker.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste