Gary Snider som Leonard Cohens alter ego flankeret af vokalisterne Connie Pilgaard Nielsen (til venstre) og Katrine Hald. 
Livet her

Leonard Cohen går igen i kirken

Ejerslev Kirke byder på gratis koncert med Gary Snider og kor

20. januar 2023 kl. 08:11

EJERSLEV: Det smukt furede ansigt, den bløde hat og det nålestribede jakkesæt vil være på plads. De yngre, medsyngende kvinder også. Så det er ikke for meget sagt, at en inkaration af selveste Leonard Cohen vil gå igen med sine udødelige sange i Ejerslev Kirke torsdag aften 26. januar. 

Leonard hedder i denne sammenhæng Gary Snider. En canadisk landsmand til det afdøde verdensnavn, der forlod sine mange fans i november 2016 i en alder af 82 år. Det var samme år, den danskboende sanger og guitarist tog fat på at fortolke Cohens sange under overskriften Leonard Cohen Affair. 

Ud over nationaliteten er der flere fælles træk mellem Cohen og Snider. Begge blev født ind i jødiske familier med musikalske mødre. De mistede begge deres fædre, da de var små drenge, og som unge mænd rejste de fra Canada for at søge frihed og kunstnerisk udfoldelse i udlandet. Leonard bosatte sig i mange år i Grækenland og USA. For Garys vedkommende blev Danmark lykkens land. 

Igennem mange år har Gary Snider optrådt som solist og i bandsammenhæng og huskes måske for instrumentalgruppen Tøbrud, hvor han blandt andre spillede sammen med bassisten Jens Jefsen og guitaristen Christan Alvad.

- Jeg føler virkelig, at jeg kan forstå og identificere mig med Leonard. Der er så meget i hans liv, som jeg kan genkende. Nu, efter Leonards død, føles det som en ærefuld opgave at dele hans livsværk, siger Gary Snider om baggrunden for sine fortolkninger. 

I Ejerslev Kirke optræder Gary Snider sammen med de to korsangerinder Katrine Hald og Connie Pilgaard Nielsen. Det giver god mening at afvikle koncerten i kirken, da Leonard Cohens tekster vidner om en både religiøs og spirituel mand, der opnåede stor indsigt i menneskesindets mange lag via sit eget livs mange op- og nedture.

Menighedsrådet ved Ejerslev Jørsby kirker byder på en forfriskning efter koncerten, hvortil der er gratis adgang. 

Annonceret indhold

Nyeste