Kommunalt problembarn får ny chef
Konstitueret direktør skiftede titel ved årsskiftet
HANSTHOLM: Søren Zohnesen, som siden maj i fjor har været konstitueret direktør for Hanstholm Havn, er fra årsskiftet udnævnt som ny havnechef i den nye, kommunale organisation, der netop med overgangen fra 2022 til 2023 blev en realitet.
Det oplyser Thisted Kommune i en pressemeddelelse.
Det er en mand med særdeles godt kendskab til havnen, der blev anlagt i 1960'erne, som skal stå i spidsen for arbejdet med at bringe havnen tilbage på ret køl.
Thisted Kommune besluttede i starten af december at overtage ansvaret for driften af den kommunalt ejede havn, som på det tidspunkt havde et underskud på 63 millioner kroner fra de seneste tre år - samt en akkumuleret gæld på 630 millioner kroner.
Den manøvre betød, at kommunens budget for 2023 skulle genåbnes for at finde penge til at dække havnens driftsunderskud, så det er noget af et økonomisk problembarn, Søren Zohnesen får ansvaret for at bringe i smult vande.
- Han er den rette mand til den opgave, der nu venter. Han har et indgående kendskab til virksomheden. Han kender medarbejderne, kunderne og de samarbejdspartnere, som er vigtige for havnens videre udvikling. Og så har han et grundlæggende, indgående kendskab til det at drive en havn. De færdigheder har vi brug for, siger direktør for Teknik, Erhverv og Beskæftigelse, Mogens Kruse Andersen, Thisted Kommune.
Søren Zohnesen
- Søren Zohnesen er 43 år.
- Han kunne både skrive fisker og fiskeskipper på CV’et, inden han i 2014 blev ansat ved Hanstholm Havn.
- Her var han i en årrække havneassistent og tiltrådte i 2020 en stilling som vicedirektør og driftschef.
- I maj 2022 blev holmbo’en konstitueret som havnedirektør i forbindelse med, at daværende direktør Niels Skeby forlod stillingen.
Søren Zohnesen selv ser frem til at sætte gang i en udvikling af havnen med Thisted Kommune for bordenden:
- Ovenpå en turbulent tid er jeg både ydmyg og glad for at have fået muligheden for at være med til at indfri det potentiale, som jeg ser i Hanstholm Havn. I fremtiden skal vi være en moderne havn, der ud over at være Europas førende fiskerihavn også er en betydelig godshavn og en stærk spiller på markedet for den grønne omstilling. Det bliver en meget spændende opgave, siger den nyudnævnte chef.
Også fra politisk hold er der glæde over udnævnelsen. Borgmester Niels Jørgen Pedersen kender den nye havnechef som politisk kollega, idet Søren Zohnesen sad i kommunalbestyrelsen valgt for Venstre fra 2017-2021:
- I Søren Zohnesen får havnen en dygtig og dedikeret chef, som vi ved kan bidrage positivt til den udvikling, der er nødvendig. Vi står med en stor opgave. Her og nu handler det om at få vendt underskud til overskud. Politisk ønsker vi, at Hanstholm Havn bliver en markant spiller i den grønne omstilling - ikke kun for Thy, men for hele Nordjylland, siger Niels Jørgen Pedersen.
Søren Zohnesen og havnens 20 medarbejdere skal fortsat sidde på havnekontoret og i servicegården i Hanstholm.