Seneste nyt
Billede beskrivelse

Spar Nord Mors Rundt køres i juli

10. juni 2026 kl. 17.02

NYKØBING MORS: Motionscykelløbet Spar Nord Mors Rundt afvikles søndag den 5. juli med start og mål ved Sparekassen Thy Arena på H.C. Ørstedsvej i Nykøbing Mors.

Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse. 

Landevejsruterne vil være genkendelige for tidligere deltagere, men både 70 og 115 km er justeret, så ruterne bliver mere afvekslende. Gravelruterne er forlænget og er i år på henholdsvis 87 og 132 km. Begge gravelruter består af cirka 50 procent grus og markveje og 50 procent asfalt.

Billede beskrivelse

115 km-ruten er løbets klassiker og afvikles som konkurrenceløb med trafikregulering og marshalls foran forreste felt. Det samme gælder 70 km-ruten. 35 km-ruten afvikles som almindeligt motionsløb for blandt andre familier og følger i første del de øvrige ruter langs Sallingsund og op gennem skoven ved Højris.

Begge gravelruter fører rytterne mod syd og vest. De følger stort set samme spor de første 65 km frem til Dragstrup på Vestmors. Herfra går 87 km-ruten mod øst, mens den lange 132 km-rute fortsætter mod nord, hvor de fleste højdemeter venter. Ruten kulminerer blandt andet ved Hanklit på Nordvestmors.

Alle ruter går gennem den smukke og varierede natur på Mors med skov, eng, mark, sø og strand.

Billede beskrivelse

For alle deltagere er der depot ved start med vand, gratis energidrik, chokolade og frugt til turen. Undervejs er der et eller to depoter afhængigt af distance. I målområdet sælges der efter løbet drikkevarer, pølser med mere.

Ved start- og målområdet er der mulighed for omklædning og bad fra kl. 07.30.

Tilmelding sker online via Sportstiming.dk eller på dagen fra kl. 8.00. Arrangørerne opfordrer alle til at benytte online-tilmeldingen.

Der er tydelig skiltning og flagmarkering på landevejsruterne. På konkurrenceruterne er politihjemmeværnet posteret for at regulere trafikken og skabe tryghed for rytterne. Derudover følger BMW Racemarshalls førerfelterne på de to konkurrenceruter.

Gravelrytterne kører udelukkende efter GPX.

Efter løbet kan resultaterne ses på skærme i målområdet og via Sportstiming.

Spar Nord Mors Rundt har desuden sin egen Facebook-side, hvor deltagere og interesserede er velkomne til at følge med.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste