Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hoppeborge og knallerter: Leo laver stor gratis børnedag på Østerbakken

31. maj 2026 kl. 17.01

THISTED: Leo er kendt arrangør bag julelys og knallerttræffet i centrum. Nu kommer det i en ny udgave – nu med ekstra fokus på børnene.

Søndag 14. juni bliver knallertdagen nemlig forvandlet til en stor aktivitetsdag – især for børnene.

På den store plæne ved rundkørslen på Østerbakken (lige overfor, hvor Leo Jensen bor) bliver der for første gang etableret et stort hoppe- og legeland.

- Jeg har booket Festjyden til at komme med alt sit grej og skabe en herlig lege- og aktivitetsdag for børnene, fortæller Leo Jensen.

Billede beskrivelse

Der vil være alle slags hoppeborge, popcornmaskiner, slushice og fire timer, hvor børnene frit kan boltre sig.

Selvom børnene får en større rolle, er knallerterne stadig en vigtig del af dagen.

Fra klokken 13 til 14 er der ankomst af knallerter, som senere skal på tur. Derudover vil der være fremvisning af både veteranbiler og specialbyggede biler.

Et af dagens højdepunkter bliver knallert-ringridning klokken 15, hvor der er store præmier på spil.

- Og så kan børnene prøve kræfter med kæp-ringridning, siger Leo Jensen.

Arrangementet byder også på rodeotyr og forskellige muligheder for at købe mad og drikke på pladsen.

- Jeg synes, der skulle ske noget nyt i år. Det er sjovt at lave noget for børnene, men de voksne er bestemt også velkomne. Bliver vejret godt, som jeg håber på, så kan man slappe af i græsset og nyde dagen og børnene med fuld fart på.

Og børnene kan se frem til en ekstra overraskelse.

- Jeg har fået sponsoreret over 300 isvafler, som bliver delt ud gratis.

Det er Leo Jensen selv, der står bag arrangementet – både praktisk og økonomisk.

- Jeg betaler det hele af egen lomme. Jeg håber bare, at vejret bliver godt, og at mange kigger forbi mellem klokken 12 og 16.

Med initiativ og engagement håber Østerbakkens “hyggeonkel” at skabe endnu en dag, der samler byen – denne gang med ekstra fokus på de yngste.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste