Billede beskrivelse

Festival for naturfoto breder sig ud i byen – og i naturen

14. september 2025 kl. 08.45

THISTED: Du kan møde nogle af de bedste fra ind- og udland, når det gælder formidling af naturen i fotos og levende billeder. Du kan opleve deres billeder og høre dem og andre med indsigt i naturens tilstand fortælle. Og blive inspireret til nye naturoplevelser – med eller uden kamera.

Det er nogle af tilbuddene under Danmarks største festival for naturfoto, KANT Festival, der finder sted i Thisted i weekenden 3.-5. oktober, skriver festivalen i en pressemeddelelse. 

Festivalen byder som sædvanlig på et omfattende program med udstillinger og foredrag. Men KANT Festival er også hyggeligt samvær. Og det er et mødested for både nørderne med det store fotoudstyr – og for dem, der bare er almindeligt interesserede i natur og foto, fortæller Carsten Krog Pedersen, der har været primus motor for festivalen lige siden starten i 2007.

Ud under åben himmel

I lighed med tidligere år lægger Thisteds gamle rådhus og medborgerhuset Plantagehuset lokaler til de fleste af fotoudstillingerne i forbindelse med festivalen. Men de to udstillingssteder suppleres i år med udstillinger ude i byrummet – på Store Torv og i vinduerne i en af byens tomme butikker i Storegade. Disse udstillinger er arrangeret i samarbejde med handelsstandsforeningen Thisted By.

- Vi vil gerne rykke ud af kulturhusene og give folk nogle overraskelser. Og så er det selvfølgelig også en reklamesøjle for festivalen og for de andre udstillinger, siger Carsten Krog Pedersen.

Men publikum kan også komme ud i naturen og kigge på naturfotos. I samarbejde med Naturstyrelsen Thy har KANT Festival henlagt en udstilling til Nationalpark Thy, nærmere bestemt p-pladsen ved Bøgstedrende.

Her skal man dog ikke vente at finde fotos af områdets fauna, flora eller landskaber – udstillingen er nemlig med astrofotografen Jacob Arthur Andersen.

- Men universet er jo om noget natur. Vi håber at den udstilling kan få folk til at lægge hovedet tilbage og kigge efter noget af det, han har fotograferet. Og til det formål er nationalparken et rigtig godt sted at tage hen, siger Carsten Krog Pedersen.

Fakta om festivalen

KANT Festival har – med en enkelt afbrydelse pga. corona-pandemien – været holdt hvert år siden 2007. Festivalen er i dag Danmarks største festival, der fokuserer specielt på naturfoto. Og den er den ældste endnu eksisterende af sin art i Norden.

Efter at have haft flere andre navne har begivenheden de senere år heddet KANT Festival. Navnet signalerer, at festivalen finder sted på kanten af Danmark, på kanten af den natur, det hele handler om – og at det er en festival, som også meget gerne vil vise fotografier med kant.

Festivalen samler knap 200 gæster fra hele landet og fra Norge og Sverige. Dertil kommer mange flere gæster til udstillingerne, som i øvrigt vil kunne ses i en længere periode.

Der er mulighed for at købe billetter til hele festivalen, til én af de tre dage eller til enkelte foredrag.

KANT Festival 2025 er støttet med fondsmidler fra Sparekassen Thy og Folkesparekassen, der hver har givet 25.000 kr. til henholdsvis rejse og ophold for foredragsholderne og til en fototur for unge. Desuden har Thisted Kommune støttet festivalen.

I Thisted Kirke

Også andre dele af KANT Festival rykker i år ud i nye omgivelser. Som sædvanlig er Thisted Musikteater ramme om de fleste af festivalens foredrag. Men kun lørdag og søndag. Til den første festivaldag har man måttet finde andre lokaler, da musikteatret var lejet ud til anden side.

Arrangørerne har valgt at bruge dette benspænd til at prøve kræfter med en utraditionel lokalitet til tre foredrag fredag aften: Thisted Kirke. Festivalen fik opbakning fra menighedsrådsformanden, som er enig i at kirken kan bruges til formålet – fordi det handler om ”skaberværket”.

- Det er godt at komme ud af de vante rammer og få involveret en helt anden organisation i festivalen, siger Carsten Krog Pedersen.

Han peger på, at kirken også er velvalgt, fordi programmet også omfatter en koncert. Det er jazzmusikeren Peter Rosendal, der spiller egne kompositioner inspireret af naturlyde.

Virtuelt besøg hos aber

Weekenden byder i øvrigt på foredrag ved fotografer fra Danmark, Norge, Sverige, Holland/Frankrig, Spanien og USA. Carsten Krog Pedersen glæder sig ikke mindst til at høre spanske Joan de la Malla, som blandt andet vil fortælle om sit arbejde med genudsætning af aber, der har været holdt i et brutalt fangenskab.

- Han vil invitere publikum til, ved hjælp af deres mobiltelefoner, at komme på et virtuelt besøg hos disse aber, fortæller Carsten Krog Pedersen.

I øvrigt skal vinderne af en fotokonkurrence om vild natur i råstofgrave kåres under KANT Festival 2025.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste