Billede beskrivelse

En smuk, rørende og vidunderlig film: Kærestebreve gik rent ind hos thyboerne

21. marts 2025 kl. 10.10

THY: Går det for Kærestebreve, som det gjorde til gårsdagens verdenspremiere i Thy, så venter der en stor fremtid for dokumentarfilmen, når ”Kærestebreve fra Thy” den kommende tid skal rundt i mange af landets biografsale.

Smuk, rørende, vidunderlig, men også sjov sammenfattede mange af premieregæsterne filmen, som efter rulleteksterne i Kino 1-2-3 i Thisted fremkaldte lange og taktfaste klapsalver mod de lokale medvirkende, instruktøren og produceren.

Billede beskrivelse

Før premieren hang følelserne naturligt udenpå tøjet hos de to hovedroller, musiker og frontfigur i bandet Ganger, Thomas Bach, og hans mor, Anita Olesen.

- Det var en meget intens, men også rørende og forløsende oplevelse. Og for mig var det især rørende, at jeg gennem Mortens og mine kærestebreve, som jeg ikke vidste fandtes mere, har fået min søn tilbage i mit liv igen. I dag er jeg Morten dybt taknemlig for, at han gemte kærestebrevene, og jeg glæder mig over, at Thomas gennem kærestebrevene har været med til at skabe den her fantastiske film, hvor jeg også er blevet ført tilbage til mange gode minder og har fået lov at høre Mortens stemme igen, sagde Anita.

Billede beskrivelse

Den ”skyldige” far

Forsoning og tilgivelse er filmens centrale budskab. For Thomas har det handlet om at omskrive sin egen fortælling om en barndom og opvækst i Hanstholm, som efter forældrenes skilsmisse, hvor han var fem år gammel, bød på talrige konflikter og skænderier fremfor kærlige ord mellem forældrene. 

Og en oplevelse af, at Anita gav hans far, Morten Bach Skaarup, skylden for alt, der var gået galt i forældrenes ægteskab.

Som barn troede Thomas på sin mor og distancerede sig mere og mere fra den ”skyldige” far, som han samtidig kunne se slå sig på flasken og gradvist gå i hundene.

Billede beskrivelse

Et hundeliv, hvor Morten efter en omflakkende tilværelse med skiftende opholdssteder, endte med at bo i en campingvogn i Thisted de sidste seks år af sit liv.

Det sidste halve år sammen med Thomas, som tog hjem til Thy fra Nørrebro i København for at pleje en far, der var blevet ramt af terminal kræft.

Her fik Thomas en anden fortælling om sin barndom og forældrene, for både lillesøsteren og han var skabt af en stormende forelskelse mellem Anita og Morten. Som han kunne læse sig til i de kærestebreve, Morten havde gemt på og bad ham læse efter sin død.

På tidspunktet for farens død, havde Thomas forinden haft en svær relation til sin mor, men med kærestebrevene i hånden begyndte han en rejse mod tilgivelse og forsoning, som først kom til udtryk på Gangers tredje plade, ”Pisk”, og siden på film i ”Kærestebreve fra Thy”.

Billede beskrivelse

Diskotek Bowlerhatten

En film, som fører Thomas tilbage til firserne og de unge og nyforelskede forældres liv af glæde til festerne på Diskotek Bowlerhatten i Vorupør og kammeratskabet og ”Easy Rider” fællesskabet i Mortens motorcykelklub, Sjørring MC.

Men også til forældrenes ulige kamp for at holde fast i kærligheden, forelskelsen og forholdet efter giftermål i en alder af blot 20 og 21 år og hurtigt herefter en familieforøgelse med to små børn i det hus i Sønderhå, som Anita og Morten havde købt i håbet om en lykkelig fremtid.

I filmen bliver det unge, bristede håb, forløst i de scener, hvor Thomas bliver forsonet med sin mor til et spil bingo i Nykøbing og i mindet om Morten, hvor han henter Anita i hendes nye hjem på Sydmors og tager hende med på bagsædet af en ”kværn” og kører hende ud i det fri, som hans far elskede.

Fire år har det taget at lave filmen, så Thomas var glad for, at se den forløst hjemme i Thy sammen med sin mor, sin øvrige familie, sit band Ganger, de øvrige medvirkende og en fyldt biografsal, ja faktisk to fyldte, for ekstraforevisningen tidligere på dagen var også udsolgt.

- Filmen afspejler nogle af de sværeste øjeblikke i mit liv, så jeg er både rørt og overvældet over den glæde og kærlighed, der er strømmet fra salen til ikke mindst min mor, men også alle de øvrige, som har været med til at skabe den. Lige nu er det også forløsningen, der fylder, for nu kommer filmen endelig ud at flyve og leve efter en meget lang og svær proces med tilblivelsen, sagde han.

Kærestebreve fra Thy er lavet af Made in Copenhagen i co-produktion med GotFat Productions. Filmen er instrueret af filmdebutanten Tammes Bernstein og produceret af Mathilde Hvid Lippmann.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste