De forsvarende mestre var suveræne i tredje DM-afdeling
THISTED: Årets Danmarksmesterskab i bilorientering afvikles over seks afdelinger, og efter tre af de seks løb er de forsvarende danske mestre, Børge Holm fra Thisted og Jørn Mørup fra Struer, tilbage i spidsen af mesterskabet. Lørdag sikrede de sig sejren i årets tredje DM-afdeling med et markant forspring til konkurrenterne.
Det fortæller Thy Motor Sport i en pressemeddelelse.
Det var Aarhus Automobil Sport, der stod som arrangør af tredje afdeling af Danmarksmesterskabet. Løbet blev kørt i et udfordrende terræn omkring Give i Midtjylland.
Med en overbevisende sejr til Børge Holm fra Thy Motor Sport og Jørn Mørup fra Struer & Omegns Motor Sport har det nordvestjyske makkerpar skabt et solidt udgangspunkt halvvejs gennem årets DM-serie. Lørdagens sejr føjer sig til en første- og en fjerdeplads fra de to første DM-afdelinger.
En stor del af løbet blev afviklet i tre mindre plantager med et tæt net af veje, hvor deltagerne både blev udfordret på navigationsevner og bilkontrol på de smalle skovveje. En opgave, som Holm og Mørup løste næsten perfekt. De gennemførte løbet i den bedste tid af alle deltagere og var samtidig det eneste mandskab med blot to fejlkørsler.
Det gav et komfortabelt forspring til Andreas Jørgensen og Henrik Jørgensen fra Frederikssund på andenpladsen samt Jesper Hedevang og Svend Erik Hedevang fra Ikast på tredjepladsen. Begge mandskaber, hvor sønnen sad bag rattet og faren stod for kortlæsningen, blev noteret for otte fejlkørsler.
Da hver fejlkørsel udløser 25 strafpoint, gav det alene på rutekontrollerne de forsvarende danske mestre fra Thisted og Struer et forspring på 150 strafpoint.
Thy Motor Sport havde desuden tre mandskaber med i A-klassen. Finn Hvidberg og Bjarne Nielsen blev nummer syv, Erik Hald og Bjarne Madsen sluttede som nummer ti, mens Ole Bach og Bjarne Agesen kørte sig ind på 12.-pladsen blandt klassens 15 deltagende mandskaber.
Danmarksmesterskabet afgøres først, når de sidste to afdelinger køres i september. Allerede næste weekend fortsætter mesterskabet med årets fjerde DM-afdeling, hvor Sydsjællands Automobil Klub er arrangør. Løbet afvikles i området mellem Præstø og Vordingborg.
Børge Holm og Jørn Mørup fører mesterskabet med 146 point. På de følgende pladser ligger Andreas Jørgensen og Henrik Jørgensen fra Frederikssund med 138 point, tæt fulgt af Erik Rasmussen og John Michelsen, ligeledes fra Frederikssund, også med 138 point.
Jesper Hedevang og Svend Erik Hedevang fra Ikast indtager fjerdepladsen med 136 point, mens Leon Spiegelhauer og Jan Johansen fra Frederikssund er nummer fem med samme pointtal.