Anderledes banko på kroen - tør du?
STENBJERG: Hvis du synes, banko lyder kedeligt, så kan det være, du skal prøve den slags banko, som de inviterer til på Stenbjerg Kro.
For her er det dragqueen Jaxie, der styrer showet, som Stenbjerg Kro lover bliver med “elegance og stil”, og at det “giver varme i kinderne”, som de skriver i invitationen på Facebook.
- Det er selvfølgelig for at vise, at vi også kan rumme arrangementer, som er lidt anderledes. Vi kan godt lide at prikke lidt til, hvad folk tror er normen på en kro i Thy. Og så vil vi gerne mangfoldigheden. Hos os er der faktisk plads til alle, siger Stefan Mortensen, der driver Stenbjerg Kro.
Aftenen starter med langbordsmiddag og bobler, og herefter bliver bankotal råbt op på en måde, du sikkert ikke har oplevet før.
- Mest af alt, så handler det jo om, at det skideskægt og hyggeligt. Vi glæder os til at sætte lidt kulør på januar, som ellers er årets længste, hårdeste og mørkeste måned. Vi lukker døren til januar med et glamourøst brag, siger Stefan Mortensen.
Det er ikke første gang, Stenbjerg Kro afholder dragqueen-banko.
- Sidste år havde vi samme arrangement, og det var bare en aften fuld af grin og glæde. Og der var helt sikkert en del gæster som oplevede noget, de aldrig havde prøvet før. Så må vi se, om de tør komme igen i år, lyder det fra Stefan Mortensen.
Hvis man har mod på at prøve en anderledes bankoaften med bobler, langbordsmiddag og dragshow, er det på lørdag den 31/1 på Stenbjerg Kro.