Haderslev-biskop taler i sit tidligere sogn
THISTED: Biskop i Haderslev Stift, Marianne Christiansen, er foredragsholder ved en sogneaften i Thisted Kirkecenter onsdag 8. februar.
Hvis navnet lyder bekendt, så skyldes det nok, at Marianne Christiansen var sognepræst i netop Thisted i årene 2005 til 2011.
Hun blev i 2013 indsat som biskop i Haderslev Stift.
Hun tager deltagerne gennem et foredrag om H.C. Andersen, hvis fortællinger på mange måder er livsfortællinger. De drejer sig om de dybe og fælles vilkår for menneskelivet. Og derfor er det rigtigt, hvad H. C. Andersen siger: "Det er med historier som med mennesker: De bliver kønnere og kønnere med alderen"
Inden foredraget er der mulighed for at deltage i fællesspisning.
Tilmelding senest mandag 6. februar på kirkekontoret.
Der skal være tilmeldt min. 10 personer for at spisningen gennemføres.
Det er gratis at deltage.
Kaffe/the med kage og frugt koster 35 kr. Ved fællesspisningen serveres en ret daglig mad, der koster 75 kroner.
Om Marianne Christiansen
Marianne Christiansen er datter af biskop Henrik Christiansen og søster til Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær i Danmark.
Marianne Christiansen blev cand.phil. i musikvidenskab i 1989 og cand.theol. i 1992; begge grader fra Aarhus Universitet.
Sammen med tidligere folketingsmedlem for Radikale Venstre Henrik Svane var hun fra 1986 til 1991 forstander på Musik og Teaterhøjskolen i Toftlund, og fra 1993 sognepræst ved Skørping-Fræer Pastorat.
Hun blev i 1996 underviser ved Pastoralseminariet i Aarhus i salmekundskab og gudstjenestelære, men vendte allerede i 1997 tilbage til præstegerningen som provst i Hadsund Provsti. Fra 2004 til 2005 var Marianne Christiansen lektor ved Præsteuddannelsen med særligt fokus på efteruddannelse.
I perioden 2005 til 2011 var hun sognepræst ved Thisted Sogn, og fra 2011 til 2013 ved Løgumkloster Sogn.
Marianne Christiansen er medforfatter til flere bøger om liturgi og hymnologi, ligesom hun har omfattende foredragsvirksomhed.
Fra 2004 til 2007 var hun desuden formand for Folkekirkens Mission, og siden 2007 har hun været formand for Folkekirkens Ungdomskor.
Marianne Christiansen blev valgt til biskop med 691 stemmer mod Peter Hedegaards 460 stemmer.
Marianne Christiansen er Danmarks fjerde kvindelige biskop.
Hun har seks børn.