Carlo Hundahl Jensen, fotograferet i 2001, med en af de hekse, som han i mange år sørgede for til sankthansbålet.
Livet her

Carlo havde altid en bærepose med sange med...

25. januar 2023 kl. 19:00

Egon Jensen, Silstrupvej 40, Tilsted, skriver følgende mindeord over Carlo Hundahl Jensen, Sennelsvej 144, Sennels, der døde 2. januar, 87 år gammel:

Det var en trist meddelelse at få, at Carlo var afgået ved døden.

Han og jeg har haft mange skønne timer sammen, hvor Carlo sang og jeg spillede. Det har vi gjort på plejehjemmene i Vestervig og Hanstholm, men først og fremmest på Fjordglimt i Sennels hver den første mandag i måneden. Det var dog til en julefrokost mellem jul og nytår, at vi sammen kom på plejehjemmet for sidste gang.  Det var aftalt, at vi skulle komme igen 5. februar, men da må jeg gøre det alene.

Carlo medbragte altid en bærepose med dejlige, fotokopierede sange, som blev delt rundt, og som gæsterne var meget glade for.

Carlo dyrkede også sin sangglæde som medlem af et sangkor i Thisted, og i mange år var han kirkesanger i Sennels Kirke. Ellers har han ernæret sig som landmand og postbud.

Carlo Hundahl Jensen efterlader sin hustru Grethe, parrets to børn samt børnebørn og oldebørn.

Æret være Carlos minde. Vi vil komme til at savne dig.

Annonceret indhold

Nyeste