Snedsted får stabil og fremtidssikret vandforsyning
SNEDSTED: Fra den 1. januar 2026 overgik Snedsted Vandværk officielt til Thy Forsyning. Beslutningen markerer afslutningen på en længere periode med samarbejde og har til formål at sikre en stabil og tryg vandforsyning til borgerne i Snedsted – både nu og i fremtiden.
Det fortæller Thy Forsyning.
Snedsted Vandværk valgte på sin generalforsamling at ophøre som selvstændigt vandværk og ønskede i den forbindelse, at aktiviteterne overdrages til Thy Forsyning. I december 2025 blev der indgået en aftale om overdragelse af vandværkets anlæg, vandmålere og drikkevandsledninger med virkning fra 1. januar 2026.
Thy Forsyning har allerede i en længere periode leveret drikkevand til Snedsted, da de lokale boringer ikke længere kunne levere vand af tilfredsstillende kvalitet. Overdragelsen samler derfor drift og ansvar ét sted og ses som en naturlig videreudvikling.
Ifølge bestyrelsesformand Benny Knattrup er beslutningen truffet med stor omtanke og med forbrugernes interesser i centrum:
– Vi vil gerne takke forbrugerne for opbakningen gennem årene. Det har været en svær, men rigtig beslutning. Målet har altid været at sikre godt drikkevand til borgerne i Snedsted. Med overdragelsen får Snedsted en robust og fremtidssikret løsning, udtaler han.
Hos Thy Forsyning er der glæde over at kunne byde Snedsteds drikkevandskunder velkommen:
– Vi kender området godt og har allerede leveret vand i en periode. Nu ser vi frem til at videreføre driften og sikre en stabil og driftssikker forsyning fremover, siger administrerende direktør Helle Korsgaard.
For forbrugerne i Snedsted vil overgangen være næsten umærkelig. Leveringssikkerheden er allerede på plads, og Thy Forsyning overtager nu også ansvaret for drift, vedligeholdelse, kundeservice og administration.
Alle berørte kunder er blevet orienteret direkte via e-Boks, og Thy Forsyning vil løbende informere om relevante forhold vedrørende vandforsyningen i området.