Nu klippes snoren til den nye købmandsbutik i Sejerslev
SEJERSLEV: Nu er dagen kommet, hvor købmandsparret, Ole Pedersen og Laila Jensen, kan åbne dørene til den nybyggede Min Købmandsbutik i Sejerslev. Det kommer til at ske torsdag den 18. juni – og det bliver fejret hele dagen.
Der er lagt et festligt program for dagen, der indledes klokken 11.00, hvor borgmester Jens Dahlgaard klipper den røde snor og erklærer butikken for åben.
Efter borgmesterens tale vil en repræsentant fra Dagrofa, som er kæden bag Min Købmand, holde en tale. Derefter vil købmanden selv tage ordet. Til sidst vil formanden for Nordmors Erhvervsudvikling ApS, Martin Vester, slutte talerrækken.
Den nye købmandsbutik ejes af Nordmors Erhvervsudvikling ApS og selskabet har, sammen med lokale ildsjæle, sponsorvillige private og lokale erhvervsdrivende, i løbet af de seneste to-tre år indsamlet de 7 millioner kroner, som projektet med byggeriet af byens nye købmandsbutik har kostet.
Har ventet i tre et halvt år
Købmandsparret Ole Pedersen og Laila Jensen lejede sig ind i den gamle købmandsbutik for tre et halvt år siden, og de har fulgt hele byggeriet af den nye købmandsbutik på 450 kvadratmeter på helt tæt hold.
- Vi er så glade for de nye rammer, som Nordmors Erhvervsudvikling ApS, har bygget. Vi har selv investeret i nye køle-frysediske for godt et år siden, og vi er nu ved at montere inventar, som vi har købt fra den lukkede købmandsbutik på Fruevej i Nykøbing, fortæller Ole Pedersen.
Han takker alle de frivillige, der har givet og stadig giver en hånd med at få butikken indrettet med hylder og ikke mindst varer, som er begyndt at komme i store mængder.
- Vi kan nu åbne dørene for en super moderne købmandsbutik. Der bliver blandt andet indrettet en lille café i et hjørne, hvor man kan drikke kaffe, spise en is og lidt kage. Vi har også valgt at følge med udviklingen, så vi udover en betjent kasse og har en scan-selv kasse, fortæller Ole.
Det er især et aktiv, som han regner med vil blive benyttet flittigt om sommeren af de mange turister, der kommer til Sejerslev om sommeren.
- Vi har jo rigtig mange turister her i Sejerslev om sommeren, og nu kan de tage en pause og drikke en kop kaffe og spise en is, når de gør et stop her i butikken. Her tænker jeg ikke mindst på de mange cykelturister, der kommer forbi Sejerslev om sommeren, siger han.
Det bliver en festdag
Der er lagt op til en fest torsdag den 18. juni, som bliver skudt i gang, når talerne er afsluttet. Og det bliver med musik, smagsprøver, gode tilbud og andet godt. Efter de førnævnte taler, så kommer Naturfriskolen Nordmors og synger en helt speciel sang, som de har lavet til lejligheden.
I butikken og i det store festtelt foran butikken bliver der liv hele dagen med underholdning, slush ice til børn, pølsevogn, smagsprøver fra Munkens Bageri, som er butikkens leverandør af brød, øl fra bryggeriet Fjordline og masser af konkurrencer og gode tilbud.