Billede beskrivelse

Dragsbæk investerer i Thisted

26. januar 2026 kl. 11.00
Opdateret kl. 19.20

THISTED: I slutningen af januar 2026 igangsætter Dragsbæk en større ombygning af fabriksområdet på Simons Bakke i Thisted. 

Projektet skal skabe moderne rammer for virksomhedens produktudvikling og samtidig forbedre trafiksikkerheden i området.

Ombygningen indebærer en opgradering af faciliteterne på og omkring fabrikken i Thisted. Med over 100 års tilstedeværelse i byen ønsker Dragsbæk fortsat at fastholde og udvikle lokale kompetencer og specialviden, skriver virksomheden i en pressemeddelelse. 

Virksomheden investerer i fremtidens produktion og har samlet nogle af landets mest erfarne eksperter inden for smør og specialfedtstoffer til professionelt brug. Målet er at sikre fortsat udvikling samt at tiltrække nye talenter til området.

Billede beskrivelse

Trafiksikkerhed og bedre flow

Ombygningen vil også forbedre trafiksikkerheden omkring Simons Bakke og Thisted Kystvej. En ny og mere effektiv indkørsel til fabriksområdet skal øge sikkerheden for både bilister og cyklister samtidig med, at trafikken bliver mere smidig.

Tidligere har lastbiltrafikken medført udfordringer i området, da chaufførerne har været nødt til at bakke ind til produktionen. 

Den nye løsning giver bedre plads, så lastbiler kan vende uden at påvirke den øvrige trafik – en gevinst for både trafikanter og medarbejdere.

En vigtig del af Thy

Dragsbæk blev grundlagt i Thisted i 1923 af familien Nielsen, der fortsat ejer virksomheden. I dag er Dragsbæk en international fødevareproducent med eksport til over 40 markeder. 

Fra fabrikken i Thisted produceres blandt andet Bakkedal smørbar til detailmarkedet samt smør og specialfedtstoffer til professionelle bagere, foodservice og fødevareindustri.

Virksomheden har fire fabrikker i Jylland og én i Litauen, men Thisted er stadig hjertet i virksomheden med hovedkontor og centrale produktionsaktiviteter for cirka 160 medarbejdere.

Projektet påbegyndes ultimo januar 2026 og vil forløbe i flere faser gennem året.

Planerne omfatter både renovering og nybyggeri – herunder etablering af nyt prøvebageri, forbedrede medarbejderfaciliteter samt styrket logistik og infrastruktur.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste