Administrerende direktør i Thisted Forsikring Dennis René Petersen tror på, at inflationen er ved at flade ud.
Livet her

50.000 kunder får justeret prisen: Thisted Forsikring med moderate stigninger

Thisted Forsikring mener ikke, der er grundlag for ekstraordinært høje prisstigninger til selskabets 50.000 kunder

23. januar 2023 kl. 16:11

THISTED: Trods inflation og tidernes ugunst har Thisted Forsikring valgt at holde igen med prisstigningerne.

Det fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

Således bliver priserne indeksreguleret med 2,51 pct. i lighed med tidligere år, og deraf er der altså ikke ekstraordinære stigninger på vej til kunderne, fortæller administerende direktør Dennis René Petersen:

- Nogle forsikringsselskaber har valgt blandt andet at følge prisindekset på byggematerialer i deres fastsættelse af priserne på forsikringer for 2023. Her er det de energitunge byggematerialer som for eksempel mursten, isolering og tagsten, der er steget, mens prisen på øvrige byggematerialer, ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik, er tæt på et mere normalt niveau. Det samme gælder blandt andet store dele af kundernes ejendele og indbo, når der er indbrud i eller opstår skader på et hus, påpeger Dennis René Petersen og fortsætter:

- Vores tal viser, at har man en skade på et hus, udgør omkostningerne til materialer en tredjedel, mens de sidste to tredjedele dækker lønninger. Derfor er det også mest fair overfor vores kunder at lade forsikringerne stige med samme procent som lønningerne, og den er ifølge lønindekset fra Danmarks Statistik på 2,51 pct.

Hos Thisted Forsikring tror de ikke på, at trenden med stigende inflation nødvendigvis vil fortsætte.

- Vi ser et begyndende fald i inflationen, og det bør smitte af på priserne og komme kunderne til gode. Sætter man prisen på forsikringer voldsomt op, er man med til at puste til inflationen, slår Dennis René Petersen fast.

Ifølge Dennis René Petersen har Corona-årene været en god forretning for forsikringsselskaberne generelt.

- Når vores kunder har skullet været hjemme, og der har været nedsat aktivitet i samfundet, er antallet af skader selvfølgeligt faldet. Det har været med til at sikre en stærk økonomi som gør, at vi nu er i stand til at tilgodese kunderne den anden vej, forklarer han.

Han undrer sig over de prisstigninger, han har set andre steder i branchen.

- Med en faldende inflation, en faldende pris på langt de fleste byggematerialer og en lang række andre produkter, samt en relativ fornuftig udvikling i lønningerne, kan jeg ikke se logikken i de, i visse tilfælde, forholdsvist store stigninger, vi ser på forsikringsmarkedet lige nu, siger Dennis René Petersen.

Thisted Forsikring er et gensidigt forsikringsselskab, der er ejet af af selskabets flere end 50.000 kunder primært fordelt i Nord-, Midt- og Vestjylland. Virksomheden omsætter for cirka en halv milliard kroner om året og har 112 medarbejdere.

Annonceret indhold

Nyeste