Familien i Brund: - Vi sælger ikke noget, vi ikke kan servicere
I Brund uden for Thisted ligger HN Maskiner & Cykler med Heidi og Henning ved roret. De sælger og servicerer alt inden for have- og parkmaskiner, robotplæneklippere, cykler og scootere til både privat og erhverv. Det kan lyde som et stort sortiment, men her er der styr på tingene – de løfter nemlig i flok.
- Nu er der altså run på, siger Birgitte, da alle tre telefoner ringer på én gang.
Og der kan være fart på hos HN Maskiner & Cykler, for det går godt i forretningen uden for Thisted.
Her specialiserer de sig i have- og parkudstyr, robotplæneklippere, cykler, scootere og sågar også maskiner i legetøjsform. De har et kæmpe udvalg, og det gælder både i butikken og på deres hjemmeside.
- Vi overtog det her i august 1999 og startede HN Maskiner i januar 2000.
Der er styr på datoerne, når Henning fortæller om han og Heidis livsværk, og mon ikke det bunder i den grundighed, han er kendt for.
- Vi går den ekstra meter, der skal til, og vi tænker altid på, hvad der er den bedste løsning for kunden.
- 95% af vores kunder, der har købt en robot, har haft besøg af Henning. På den måde kan vi garantere det bedste resultat for kunden og lige præcis deres have, fortæller Heidi.
600 robotter
De sælger ikke maskiner, de ikke selv kan servicere – det er Hennings mantra.
- Claus og Morten laver robotter, ja faktisk kan de det hele på nær cykler, fortæller Henning.
- Uden vores medarbejdere er vi ingenting, og vi er utrolig taknemmelige for deres indsats.
Som noget helt særligt har de et robothotel, hvor din robotplæneklipper kan overvintre uden for græssæsonen, blive serviceret og leveret igen.
Forrige år byggede de et stort opbevaringsrum, så de nu har plads til 600 robotter.
- Fantastiske chefer
Det nordjyske ægtepar er beskedne folk. De går ikke og klapper sig selv på skulderen, men hos deres medarbejdere har piben en anden lyd.
- De er nogle fantastiske chefer, og det er det bedste sted, jeg har været, fortæller Jane, der til dagligt er i butikken med have- og parkudstyr.
- Her er en god omgangstone, og det er faktisk ligesom en familie. Vi hjælper hinanden, og der er altid en, der kan dække ind for en, uddyber hun.
Som selvstændig kan der være nok at se til. Telefonen ringer ofte, og i perioder skal man være heldig at finde Henning uden den i nærheden.
Men selvom han er en travl herre, er der bestemt også plads til humor på arbejdspladsen.
- Forleden kom Morten ind med en post-it, mens jeg talte i telefon, og der stod ”jeg har problemer”. Så skrev jeg en post-it tilbage til ham – ”det har jeg også”, fortæller Henning og griner.
En selvstændig i maven
Efter fem år som automekaniker kom Henning ud til det, der dengang hed Thisted Frø og Maskinhandel. Her var han i deres afdeling med plæneklippere og maskiner, men efter 10 år skulle der ske noget nyt.
- I de sidste par år, jeg var hos Thisted Frø, havde jeg allerede lysten til mere. Der har nok været en bette selvstændig i maven af mig.
- Jeg trængte til udfordringer, og så blev vi enige om, at jeg overtog værkstedet, reservedelslageret og de professionelle maskiner, fortæller Henning.
Siden har han så at sige haft fingrene i maskinen, for som selvstændig ligger ansvaret som bekendt på en selv.
- Da vi købte ejendommen her, var det vist kun mig, der kunne se, at det kunne blive til noget, fortæller Henning.
I dag ser sagen anderledes ud, for ejendommen på Ballerumvej har fået sig en ordentlig omgang.
Mens Heidi var højgravid med sønnen Lasse, formåede parret at få renoveret udbygningerne, så butikken kunne stå klar d. 2. januar 2000.
- En dag kom der en mand ind i butikken i sine strikkede sokker, og så spurgte jeg, hvorfor han ikke havde sko på?
- Så sagde han, om ikke der lige var blevet malet gulv, men så måtte jeg fortælle ham, at det godt nok var fem år siden, fortæller Heidi og griner.
Siden de startede, har de løbende udvidet med over 1100 kvadratmeter lagerplads, og i 2020 valgte de endnu engang at udvide med en hel cykelforretning.
Cyklerne er Heidis speciale, men der er hun ikke kommet til alene.
- Jeg havde ikke klaret det uden Nikolaj, og i dag styrer jeg butikken, mens han servicerer på værkstedet sammen med vores nyudlærte knallert- og motorcykelmekaniker Noah, fortæller Heidi.
Nikolaj har tidligere været ansat hos HN Maskiner, og i 2020 kom den erfarne cykel- og motorcykelmekaniker tilbage til Heidi og Henning.
Derfor hedder virksomheden også HN Maskiner & Cykler i dag.
Den modige og menneskelige
Beskeden og nordjysk som hun er, kommer der ikke mange selvrosende ord. Men hendes medarbejdere er ikke et sekund i tvivl om, hvad Heidi er for en støbning.
- Heidi er den nytænkende, og hun er ikke bange for at prøve noget nyt, lyder det fra Birgitte, der to gange om ugen passer kontoret.
- Det var også hende, der pressede på med cykelbutikken, og da vi overvejede at gøre mere ud af markedsføring, tog Heidi en beslutning, og så gjorde vi det.
Efter en tænkepause fandt Heidi dog ordene, og de kom fra et varmt sted.
- Jeg går meget op i, at de skal have en god oplevelse, når de kommer her.
Den lydhøre chef har også en stor retfærdighedssans, og den sparker ofte ind, når mennesker ikke får en ordentlig behandling.
- Det værste jeg ved, er hvis nogen er onde ved nogen – det kan jeg simpelthen ikke ture med, siger Heidi.
Og omsorgsgenet i hende har lokalområdet også glæde af. For hos Heidi og Henning har de altid taget et stort socialt ansvar.
- Gennem årene har vi haft flere folk i praktik og flexjob, og det har vi været rigtig glade for, siger Heidi.
Du kan gå på opdagelse i HN Maskiner & Cyklers store udvalg, eller du kan besøge butikken på Ballerumvej 104 kun tre kilometer uden for Thisted.
Og kommer du på cykel, er der cykelsti hele vejen fra Thisted og ud til familien i Brund.