Velbesøgt Open by Night følges op af flere events gennem sommeren
FREDERIKSHAVN: Vejret er altid en afgørende spiller for udendørs arrangementer, og det var heldigvis med frederikshavnerne, da de handlende inviterede til Open by Night – årets hyggeligste handelsdag. Alle aktiviteter og de syv forskellige slags livemusik med både bands, duo og orkestre spillede perfekt. Der var således nonstop underholdning i hele midtbyen fra kl. 16 til butikkerne lukkede kl. 22.
Handelschef Dan Kobberup har først lige fået armene ned igen ovenpå sidste uges succes, men han er allerede klar med flere events.
- Vi oplevede en handelsdag med et flot kundeflow i alle 12 timer, et niveau som slår de seneste mange års events i midtbyen. Vi er meget taknemmelige for, at både byens gæster og Frederikshavnerne sammen skabte en kanon hyggelig handelsdag i vores by, siger Dan Kobberup.
Det legendariske Bangsbostrand Byorkester spillede en vis legemsdel ud af bukserne og skabte smil på læberne og herlig stemning på Kirkepladsen og Stentorvet. The Firebirds kunne fejre 60 årsjubilæum og underholdt på Føtex-torvet, hvor over 200 nød musikken og den gode, helstegte pattegris. Gademusikanterne spillede i hele gågaden og de to bands Ekstranummer og Østre Gasværk leverede underholdning af høj klasse og skabte stemning om aftenen.
Byens foreninger tog aktivt del i Open by Night. HotSpot havde indtaget Kallstorvet og Samlingsscenen, hvor der ligeledes var konkurrencer, opvisning og mulighed for at teste fodboldformen på Panna-banen.
Der var mange vindere på lykkehjulet og vinderen af konkurrencen med at flytte bordtennisbolde på tid blev Alex, som vandt et FREDERIK-gavekort på kr. 500.
- Vi er taknemmelige for lokal opbakning fra foreningslivet og samarbejdspartnere, samt vores 160 loyale medlemmer, der via markedsføringsbidrag gjorde det muligt at investere over kr. 60.000 i aktiviteter og gratis livemusik til Open By Night. Sammen skaber vi kundeoplevelser i byrummet, lyder det fra Dan Kobberup.
Oplevelserne fortsætter i Frederikshavn med bl.a. ROCK i Frederikshavn lørdag den 8. juni og Coast2Coast fra Skallerup Klit til Palmestranden i Frederikshavn den 21. juni. I midtbyen kan man bl.a. opleve Jul i Juni 21-22 juni og det populære marked European Street Market, som igen gæster Frederikshavn hele i uge 26.
Markedsdage starter lørdag 29. juni i Rådhusparken og kører herefter hver lørdag hele sommeren på og omkring Fisketorvet ved Tordenkioldsstatuen. Uge 28 afvikles Cup. No.1 igen – i år med rekord deltagerantal og fredag 26. juli byder byens butikker velkommen til 10 timers sommershopping.