Billede beskrivelse

Oplevelser i skoleferien: Skaldyrscenter inviterer på oplevelser i strandkanten

08. juli 2024 kl. 11.00

MORS: I børnenes skoleferie inviterer Dansk Skaldyrscenter hele familien på oplevelser, hvor børn, skaldyr og livet i Limfjorden er i fokus.

Hver tirsdag fra 9. juli til 7. august arrangeres der fra klokken 10.00 spændende rundvisninger på Dansk Skaldyrcenter. Her kan deltagerne få et unikt indblik i den moderne, biologiske forskning.

Man kommer rundt i klækkerier og får et indblik i, hvor og hvordan hummer og østers kommer til verden. Der fortælles om de forsøg, som laves i centeret og den seneste forskning om søstjerner, tang og blåmuslinger. Og alt foregår i børnehøjde.

- En god fortælling om Limfjorden, som vi absolut kan anbefale, siger turistchef Bente Kristensen.

Billede beskrivelse

Biologi i Strandkanten

Hver fredag fra den 5. juli til den 2. august fra klokken 10.00-11.30 kan man få et spændende indblik i dyrenes verden i Limfjorden, hvis man deltager i arrangementet Biologi i Strandkanten.

Deltagerne samles ved indgangen til Dansk Skaldyrcenter og begiver sig derfra ud til et spændende sted ved fjorden. Og iført waders går man på jagt i fjorden med spand, net, vandkikkert og undervandskamera.

Fangsten bliver samlet i et glas og små akvarier. Efterfølgende tales der om de spændende fund.

- Aktiviteten er mindst lige så interessant for voksne som for børn, fortæller turistchef Bente Kristensen og supplerer, at der findes en verden af forunderligt liv i Limfjorden.

Billet og tilmelding påkrævet

VisitMors og Dansk Skaldyrscenter står sammen for arrangementerne, og der kræves tilmelding og køb af billet for at deltage.

Billetter og tilmelding kan ske online på visitmors.dk eller hos VisitMors i Vestergade 10, Nykøbing.

Del artiklen

Sommer i Nordjylland

Er du på udkig efter seværdigheder i Nordjylland, er du kommet til det helt rigtige sted. Her finder du et hav af oplevelser i Nordjylland med alt fra aktiviteter, naturoplevelser og feriemuligheder til udflugter og turistattraktioner i det nordjyske. Lad dig inspirere til en dansk sommer og ferie i Nordjylland med aktiviteter for hele familien.

Tema

Sommer

Sommerguiden