Så kører veterantoget igen
Snart kører Limfjordsbanens veterantog igen sine sommerture
AALBORG: I år er det er 50 år siden det første veterantog fra Limfjordsbanen kørte omkring Aalborg, og i denne uge vender den hyggelige sommerattraktion tilbage.
Sæsonens første tur køres søndag 9. juli klokken 11:20, fra Aalborg Station til Aalborg Lufthavn, hvor toget har et mindre ophold, inden det kører tilbage til Lindholm Station. Her vil der være 15 minutters ophold, inden toget kører retur til Aalborg Station, hvor det forventes at returnere klokken 12:30.
På den anden tur kører toget syd om Aalborg og Gug, øst om det nye supersygehus og industrierne, mod endestationen ved Østhavnen, hvor der er en pause på cirka 25 minutter, før toget kører tilbage til Aalborg. I Østhavnen er der mulighed for at købe en forfriskning og se lokomotivet.
Turen til Østhavnen koster 150 kroner for voksne og 75 kroner for børn tur/retur, mens prisen for turen til Aalborg Lufthavn er 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn tur/retur.
Her følger en oversigt over Limfjordsbanens afgange hen over sommeren:
Aalborg Station - Aalborg Lufthavn (Varighed ca. 1 time og 10 minutter)
- Søndag 9. juli klokken, 11:20 og 14:20
- Søndag 16. juli, klokken 11:20 og 14:20
- Søndag 23. juli, klokken 11:20 og 14:20
- Søndag 30. juli, klokken 11:20 og 14:20
Aalborg Station - Østhavnen (Varighed ca. 2 timer)
- Onsdag 19. juli, klokken 10:30
- Onsdag 26. juli, klokken 10:30
- Onsdag 2. august, klokken 10:30
- Søndag 6. august, klokken 10:30
- Søndag 13. august, klokken 10:30
- Søndag 20. august, klokken 10:30
Veterantogets historie
- Lokomotivet er bygget i 1916 i den tyske delstat Hessen, og var i drift indtil cirka 1953. Det nåede at køre omkring 1 million kilometer.
- Det blev gemt eller glemt i remisen i Asaa, men sidenhen opstillet på en legepladsen ved Vesterkæret i Aalborg Vestby.
- I 1973 fik den nystartede forening Limfjordsbanen lov til at hente lokomotivet, hvis de til gengæld opstillede et mindre lokomotiv på legepladsen. Ni år senere, i 1982, var det gamle lokomotiv igen køreklart.
- Driften af veteranbanen er siden 1973 blevet finansieret udelukkende ved salg af billetter til banens tog, samt enkelte bidrag fra private og erhvervsdrivende og fonde.