Populær tur er oplagt til en sommerdag
MARIAGERFJORD: Trekantsruten er meget populær og er præcis det rette mål for en hyggelig familieudflugt. Ruten kombinerer ikke kun veterantog og fjordbåd, men indbyder også til oplevelser som perler på en snor i de mange attraktioner i og ved havne- og bymiljøerne i Mariager og Hobro.
Med fjordbåden Svanen sejler man fra havnen i Mariager ud på en naturskøn tur op ad Danmarks smukkeste fjord til Hobro. Fra Hobro havn kører man med forbindelsesbussen fra Nordjyllands Trafikselskab videre ad den gamle hovedvej A 10 til veteranbanens station i Handest.
Her venter veterantoget med personvogne med åbne endeperroner på at køre de rejsende 17 maleriske kilometer videre til Mariager gennem det grønne og afvekslende sommerlandskab syd for fjorden.
På Handest station er der mulighed for at kigge ind i den oprindelige ventesal og i det genskabte stationskontor fra 1920'erne fra dengang, da regenten hed Chr. X. og landets statsminister var den navnkundige Th. Stauning. Det er ren Korsbæk-idyl.
Trekantturen kan naturligvis også gøres den modsatte vej. De mange turmuligheder opfylder de fleste ønsker. Start i Hobro, Handest eller Mariager - vælg den tur, der passer jer bedst!
Afgang fra Mariager station/havn: kl. 10:15–skib, kl. 10:50–tog, kl. 13:15-skib
Afgang Hobro havn: kl. 10:50-bus, 11:45-skib,
Handest station: 11:10-bus, 12:10-tog, SVANEN undervejs op ad Danmarks smukkeste fjord
TREKANTRUTEN har samarbejde med Mariager Museum. Det betyder, at en billet til Trekantruten efterfølgende giver gratis adgang til Mariager Museum.