Tre kommuner styrker hjælpen til lokale veteraner styrkes
HIMMERLAND: Borgmestrene fra Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerland Kommune underskrev i forbindelse med flagdagen for Danmarks veteraner en aftale med henblik på at styrke den lokale indsats over for veteranerne.
Blandt andet etableres der et mere formelt samarbejde mellem de tre kommuners veterankoordinatorer, henholdsvis Mathilde Hansen, Isabelle Gudum og Stine Marie Kirch Jakobsen.
- Vi har i forvejen kontakt og er i øvrigt også med til de månedlige online-møder mellem koordinatorerne i de nordjyske kommuner, men med aftalen får vi bedre muligheder for at arbejde på tværs af kommunegrænserne, hjælpe hinanden og henvise til hinandens tilbud, fortæller sidstnævnte.
Kommunernes støtte til veteranerne er for eksempel sparring før, under og efter udsendelse, rådgivning i forbindelse med overgang fra militært til civilt arbejdsliv, hvor der kan være behov for hjælp med at etablere boligforhold, behandling, økonomisk rådgivning med mere.
Det kan også være rådgivning af sagsbehandlere, afholdelse af faglige oplæg og formidling af aktiviteter på veteranområdet, fremgår det af aftalen.
Veteranerne løber ind i mange, mere eller mindre alvorlige problemstillinger. Udsendte soldater fra Irak- og Afghanistankrigene har været i åben kamp og er ofte traumatiserede efter deres voldsomme oplevelser, men Danmark sender hvert år mange soldater, hjemmeværnsfolk, ansatte Beredskabsstyrelsen og politiet ud i verden.
Sidste år var det 1300, langt de fleste i Letland som bolværk mod russisk aggression.
- De har ikke været i åben kamp, men befinder sig i forreste linje, og det kan også give psykiske problemer. Jeg har p.t. to soldater fra Letland tilknyttet, som begge oplever problemer, så der kommer hele tiden nye til, selvom vi ikke er i aktiv krig, fortæller Stine Jakobsen.
Et af Vesthimmerland Kommunes tilbud til veteranerne er Veterancaféen i Aars. Her holdes der et ugentligt møde, og det benytter mange sig af.
- Nogle har svært ved at bevæge sig ud i sociale sammenhænge, mens andre bare har behov for at møde ligesindede og udveksle minder. Caféen er for alle, siger Stine Jakobsen.
Vesthimmerlands Kommune har alene 260 veteraner, og 50 af dem har, siden kommunens indsats blev styrket i 2021, tilmeldt sig den fælles Facebook-gruppe.
Ved de tre kommunes fælles flagdag 5. september på Herregården Hessel ved Hvalpsund deltog omkring 40.
- Det lyder måske ikke af så meget, men vi ved, at en del holder sig væk, fordi de ikke opfatter sig som særligt heltemodige og ikke mener, der er grund til at blive hædret, siger Stine Jakobsen.