Ny bog fortæller historien om Jørgen og storkroen
ROLD: Et langt liv i hotel- og restaurationsbranchen og mere end et halvt århundrede på Rold Storkro er omdrejningspunktet for en ny biografi om Jørgen Pedersen.
Bogen har fået titlen Gæstgiveren og bliver præsenteret torsdag 17. september, hvor Jørgen Pedersen fylder 87 år, oplyser Rold Storkro i en pressemeddelelse.
Jørgen Pedersens karriere i hotel- og restaurationsbranchen begyndte allerede som 14-årig, da han blev tjenerelev på Hotel Vinhuset i Næstved.
Siden gik turen blandt andet til Hotel d'Angleterre og restauranten De 7 små Hjem i København, Mogenstrup Kro, Scandia Room på Hotel Piccadilly i London og Hotel tre ege i Brabrand.
Kom til Rold Storkro i 1970
I begyndelsen af januar 1970 blev Jørgen Pedersen medejer og direktør på Rold Storkro sammen med to forretningspartnere.
Her har han siden været med til at udvikle kroen og sætte sit præg på dens historie.
Den nye bog handler dog ikke kun om Jørgen Pedersens eget liv og karriere. Den fortæller også om gæstgiveriets udvikling gennem tiden.
Læserne bliver blandt andet taget med fra de første herberger, landevejs- og færgekroer til pensionater, hoteller, restauranter og den senere udvikling inden for gastronomi og konferencehoteller.
Historiske billeder med i bogen
Gæstgiveren er skrevet af forfatter Helge Søgaard, mens grafisk designer Karen Kimmer har stået for bogens layout.
Bogen indeholder ifølge Rold Storkro en række historiske og ikke tidligere offentliggjorte billeder fra kroen samt billeder fra andre danske kroer og hoteller.
Bogen udkommer i midten af september og bliver præsenteret på Jørgen Pedersens 87-års fødselsdag torsdag 17. september klokken 15.00 på Rold Storkro.