Klar til Pandrup By Night i morgen? Her er dagens program
Selvom der lige nu bliver slået varmerekorder, er der alligevel lagt i kakkelovnen til en forrygende fredag i Pandrup.
I anledning af Pandrup By Night vil hovedgaden blive spærret af, og der vil være masser af live-musik, gode tilbud og aktiviteter for børn og voksne.
Allerede fra om formiddagen vil flere af butikkerne være fyldt med gode tilbud, og klokken 12.00 spærres hovedgaden af og bliver til en gågade frem til klokken 22.00.
For børnene vil der være rigeligt med sjov og ballade fra 14.00, hvor Børnenes store rekorddag går af. Der vil også være mulighed for at møde gøgleren DynaMike og Feen Flora.
Hvis nogle af de voksne skulle trænge til et lille hvil hen ad eftermiddagen, er der godt nyt fra klokken 16.00. Her slår fadølsbaren nemlig dørene op og hul på fustagerne på Sparekassetorvet. Klokken 17.30 kan man få sulten stillet med ølkam, flødekartofler og salat samme sted.
Er man interesseret i at få noget andet end ølkam til aftensmad, kan man bevæge sig ned til Pandrup Kro, hvor der vil blive serveret helstegt pattegris med tilbehør og være live-musik.
Helt vildt bliver det klokken 20.00, hvor Ib Grønbech og Container Kvartetten for alvor fyrer op under en hyggelig fredag aften.
Klokken 22.00 rundes de officielle festligheder af, og alle har forhåbentlig haft en fantastisk fredag i Pandrup.