Fredagskoncerter i Øster Hurup hele sommeren
Fredagskoncerterne på Torvet i Øster Hurup melder sig klar til gæster, sol og sommer.
Det er syv fredage i træk, at torvet danner rammen om koncerterne – med start fredag 24. juni til og med fredag 5. august. Fredag 15. juli vil koncerten dog blive afholdt på pladsen bag hallen i forbindelse med byens populære og traditionsrige oksefest.
Det er Event Øster Hurup, der i samarbejde med Østkystens Turistforening og Øster Hurup Handel står bag koncerterne.
På plakaten finder vi blandt andre Hardinger Band, John Mogensen Jam og McKindleys – hele programmet kan ses på Event Øster Hurups hjemmeside/Facebookside samt GoVisit.
Arrangørerne håber naturligvis, at sommeren viser sig fra sin gode side. De kan i hvert fald garantere, at der er mulighed for at købe kolde drikkevarer og lækker mad – krydret med musik og god stemning.