Billede beskrivelse

Tørre tårer trods aflysning

06. september 2025 kl. 11.03

AA MØLLE: Umiddelbart lugter det ikke af succes, når man er tvunget til at aflyse et arrangement, men på Aamølle Gæstgiveri syd for Hadsnud er der alligevel ingen sure miner, selvom man har aflyst morgendagens veteranbiltræf på grund af manglende interesse.

Gæstgiver Bjørn Scherbarth er dog overrasket over, at det ikke er slået an.

- Vi havde stor succes med vores to biltræf i maj og juni, og vi fik en masse forespørgsler på, om vi ikke kunne udvide arrangementet og kombinere det med mulighed for overnatning, så at søgningen ikke var større, er en overraskelse. Men under alle omstændigheder er vi nørd til at aflyse for at undgå et økonomisk nakkedrag, siger han.

Der kan efter hans opfattelse være flere forklaringer på den manglende interesse.

- Jeg har haft megatravlt og har ikke haft kræfter til den store markedsføring. Men det kan også være, at datoen er forkert. Måske er veteranbilfolket ved at være mætte efter de mange andre arrangementer i løbet af sommeren. Jeg ved det ikke, men vi har ikke mistet troen på ideen og prøver igen til næste år, siger Bjørn Scherbarth.

Billede beskrivelse

Når han græder tørre tårer, skyldes det, at Aamølle er kommet fantastisk fra start siden starten 1. juni.

- På det tidspunkt havde de fleste nok planlagt deres ferie, men vi var fuldt booket hele juli og har i det hele taget haft en fantastisk travl sommer. Vi har haft en del gæster i bil, men det er kommet bag på mig, at vi også har haft masser af cykelturister på tur mellem Randers og Aalborg. Det skyldes nok, at vi sammen med Færgekroen er de eneste, der tilbyder overnatning i værelser, men det er alligevel kommet bag på mig, siger Bjørn Scherbarth.

Det har dog efterladt gæstgiveriet med en udfordring.

- Vi kan ikke tilbyde mad, hvilket især cykelturisterne efterspørger, så jeg har faktisk hentet takeaway til dem, men det giver da anledning til overvejelser, om vi til næste år skal finde på en inhouseløsning. Vi har vores køkken, som benyttes til selskaber, og jeg kunne nok finde ud af at klaske en pariserbøf sammen, men det er ikke min kernekompetence, så jeg tænker, at det i stedet kunne involvere en ekstern leverandør, siger han.

60 procent af bookingerne kommer via hotels.com og booking.com, men i takt med at flere og flere bliver bekendt med Aamølle, kommer der flere direkte bookinger ind.

- De anmeldelser, vi får, er ekstremt positive, og det er selvfølgelig også med til at stimulere interessen. Alt i alt har vi fået en fantastisk start, men nu er vinteren på vej, og det er en kæmpe ubekendt. Vi har meget få bookinger, og der ligger meget få arrangementer ud over vores egne. Til gengæld er alle weekender booket til bryllupper, fødselsdage og familiefester i maj, juni og juli, så vinteren er ikke som sådan et problem. Vi skal bare finde ud af, hvilket setup vi skal have, siger Bjørn Scherbarth.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste