Billede beskrivelse

Sundhedscenter renoveret for seks millioner kroner - nu er den gal igen

06. august 2025 kl. 11.40

HADSUND: Det er tilsyneladende forbundet med store problemer at få bugt med de fugtproblemer, der igennem flere år har plaget dele af Sundhedscenter Hadsund. I oktober 2022 blev der konstateret skimmelsvamp i det, der oprindeligt fungerede som Hotel Hadsund. Det førte til en rømning af bygningen, og en omfattende sanering og renovering blev gennemført. Bygningen blev først taget i brug igen i februar 2025.

Nu er den gal igen, oven i købet med samme bygning, hvor der for nylig blev konstateret fugt i et af gulvene, og det ærgrer social- og sundhedschef Kit Borup, som ellers havde en klar forventning om, at man nu havde fået bugt med problemerne.

- Det er drønærgerligt. Når det kommer til vores borgere og medarbejderes sundhed, går vi med livrem og seler. Så selvom vi endnu ikke ved, om der er tale om skimmelsvamp, har vi som en forebyggende foranstaltning besluttet at lukke stueetagen midlertidigt, siger hun og tilføjer, at der ingen problemer er i tilbygningen med lejligheder.

Under renoveringen lejede kommunen lokaler i Butikscenter Hadsund til de berørte aktiviteter. Denne gang nøjes man med at flytte noget til første etage og låne lokaler på Hadsund Rådhus til resten.

Netop på grund af historikken med skimmelsvamp, udfører kommunens afdeling, Ejendomme, løbende kontroller af indeklimaet i Sundhedscentret. Senest blev der udført kontrol i begyndelsen af juni, som ikke viste forhøjede niveauer af skimmelsvamp.

Nu er der foretaget fugtprøver af samtlige gulve i underetagen og indeklimaprøver. Prøverne er taget af eksterne rådgivere og sendt til analyse. Svarene forventes i løbet af næste uge.

- Vi skal være sikre på, at indeklimaet er sundt og godt, før vi kan afblæse vores forebyggende foranstaltninger. Det er vi meget klogere på, når vi får svar på prøverne i næste uge, siger Morten Overgaard.
Den samlede udgift til renovering og leje af lokaler er foreløbig løbet op i 6,1 millioner kroner, men ifølge Morten Overgaard er det langt fra givet, at nogen har begået fejl i processen.

- Renoveringen skulle sikre, at der ikke længere steg fugt op i sokkel og bærende vægge, og vi er ret sikre på , at det er lykkedes. Hvis ikke, kan der blive tale om et erstatningskrav. Men det, vi umiddelbart kan se, er, at trykket fra grundvandet har tvunget fugt op midt på gulvene, og det er der ingen, der kunne have forudset, siger han.

Afhængig af svarene er det op til eksterne rådgiver at finde ud af, hvad der præcist skal gøres for at komme problemerne helt til livs.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste