Billede beskrivelse

Vaks bager søges til ledigt bageri

20. marts 2025 kl. 06.00

ØSTER HURUP: I begyndelsen af december lukkede bagerforretningen i Øster Hurup, og dermed står lokalerne ledige. 

Forretningen og bygningen med tre lejligheder ejes af familien von Platen-Hallermund, Rudolph, Susanne og deres datter Benedikte, og de søger nu en bager, der enten vil forpagte bageriet eller købe bygningen.

- Der er frit valg, om man ønsker det ene eller det andet. For os er det vigtigste, at der kommer en ny bager i Øster Hurup. Jeg er selv vokset op i Øster Hurup, og bageriet har altid været der, og det synes jeg, det skal blive ved med, siger Benedikte von Platen-Hallermund.

Der er forholdsvis god plads i bageriet, der dels rummer 200 kvadratmeter butikslokale og 800 kvadratmeter produktionslokaler. 

Bygningen huser også en frisør, men savner altså nu en bager. Den seneste, Peter Kristensen, havde bageriet i knap otte år.

- Det var svært at drive i starten. Det er jo meget specielt at drive forretning i Øster Hurup. Der er fem uger, hvor det stikker helt af, og så er der 47 uger, hvor det er meget, meget stille. Der var ikke økonomi til at lønne en fast medarbejder i butikken, så jeg måtte bruge unge, der havde det som fritidsjob, fortæller han.

For den rette bager er der dog noget at komme efter, mener han.

- Det skal være en, der elsker at nørde rundt med brød og kager, en som kan producere noget unikt, der kan tiltrække kunder fra et større opland. Øster Hurup har vel små 700 indbyggere, og det er for lidt. I dag skal du jo have 10.000 indbyggere i nærheden for overhovedet at kunne låne til et bageri. Da jeg startede, var det 3000, så der er sket noget, siger Peter Kristensen, der i stedet har kastet sig over industrielt bageri i andre lokaler i Øster Doense.

- Det har hele tiden været min forretningsplan at blive leverandør til storkunder, og lokalerne i Øster Hurup er ikke store nok til det. Bare du skal levere to paller, bryder det hele sammen, og hvis et industribageri skal løbe rundt, taler vi om en dagsproduktion på 15-20 paller, forklarer han.

Brugsen i Øster Hurup og Meny i Als er nu ene om at levere friskbagt brød i området, men ifølge Allan Krone, formand for Butiksrådet i Brugsen, går man ikke rundt med hænderne over hovedet.

- Hvis der er nogen, der vil tage over, hilser vi det hjertelig velkommen. Det er da bedst for byen og området også at have en håndværksbager, siger han.

Foreløbig har familien von Platen-Hallermund nøjedes med at lufte muligheden for at blive bagermester på sociale medier.

- Men lykkes det ikke at finde en kandidat, så vil vi måske senere kontakte en ejendomsmægler, siger Benedikte von Platen-Hallermund.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste