Pludselig var der et lukkeskilt på døren
HOBRO: Så sent som midt i januar i år meddelte Hobro Vinhandel, at kunderne godt kunne glæde sig, når butikken hurtigst muligt ville skifte navn til Supervin. Nu er butikken imidlertid lukket. Den havde sidste åbningsdag i lørdags.
Dengang for en måneds tid siden lød det fra Supervin/Hobro Vinhandel, at baggrunden for navneskifte var et ønske om at kunne tilbyde kunderne et endnu større udvalg af vin. Det lød endvidere, at butikken i Hobro vil blive moderniseret, nyindrettet og få ny facade, så den passede til Supervins koncept.
Samtidig gav navneskiftet rigtig god mening, da Hobro Vinhandel siden 2019 havde været under en paraply af Supervin, der har hjemme i Hjørring. Det var med andre ord for at strømline konceptet og styrke butikken i Hobro, og i øvrigt samtidig med at de ville åbne en helt ny butik i Aalborg.
Men nu er butikken i Hobro altså helt lukket. Mandag blev kunderne mødt af et lukkeskilt på døren.
Om den overraskende udvikling lyder det fra Kasten Jakobsen, der er direktør hos Supervin:
- Vi har været overrasket over, hvor meget det krævede, at åbne vores nye butik i Aalborg. Samtidig har vi kigget grundigt på Hobro-butikkens fundament, og fundet frem til, at butikken måske alligevel er for lille til Supervins koncept. Derfor har vi taget beslutningen meget hurtigt, og også som et rent snit, så medarbejderne ikke skulle forklare en masse til kunderne. Derfor havde vi sidste åbningsdag i lørdags, hvorefter vi satte et lukkeskilt på døren med henvisning til Aalborg-butikken.
- Vi burde selvfølgelig have truffet beslutningen om at lukke i Hobro, inden vi først på året informerede om vores ambitioner med navneskiftet, men det kan vi ikke bruge til så meget nu. Vi er gode til at træffe hurtige beslutninger i Supervin, og dette er altså en af dem, lyder det fra Karsten Jakobsen.
Daniel Granding Sloth, der har været butikschef hos Supervin/Hobro Vinhandel, fortsætter som butikschef i Supervins nye butik i Aalborg.