Markant tøjbutik fejrer flot jubilæum
Dametøjsbutikken Torben på Storegade 19 i Hadsund kan i år fejre 40-års jubilæum. Det markeres i uge 13.
Det var Torben Vester Nielsen, der for 40 år siden - altså i 1984 - åbnede butikken, som rent faktisk startede som en kombineret dame- og herretøjsbutik. Det stod dog hurtigt klart, at det var dametøjet, der var mest eftertragtet, og efter få år blev herretøjet taget ud af sortimentet. Siden har Torben udelukkende haft dametøj.
Masser af loyale kunder
Teamet i butikken består i dag af Lotte Hansen, Bitte Buus, Tina Bach og Camilla Juul Larsen.
- Bitte har været her siden 2011 og jeg selv har været her siden 2014, så det er efterhånden blevet til nogle år, fortæller Lotte Hansen, der er daglig leder af butikken.
- Vi har nogle meget loyale kunder, hvilket er vigtigt for en butik som vores i en relativ lille by som Hadsund. Vi er meget taknemmelige for opbakningen, blandt andet også gennem vores kundeklub, som tæller ikke mindre end godt 6.500 medlemmer, heraf også en del fra andre byer, fortæller hun.
Den gode service er altafgørende
Torben er som udgangspunkt en dametøjsbutik for kvinder i målgruppen +30 år, men har alligevel også yngre kunder. Uanset alder er der nemlig flere ting, det aldrig skorter på i butikken. Smil, højt humør og den gode service.
- Der er jo masser af konkurrence fra webshops og storbyens butikker, så derfor er vores service og de gode relationer til kunderne altafgørende for en butik som vores. Det prøver vi at efterleve på alle mulige måder.
- Det kan være, hvis kunderne har set noget, som vi måske ikke har på hylderne, så prøver vi at finde det og skaffe det hjem. Vi prøver også altid at matche priser, er meget large med vores bytteservice og hvis et gavekort skulle være gået over udløbsdatoen, så finder vi også altid en løsning. Plus en masse andre ting, hvor det bare handler om at gøre lidt ekstra for kunderne.
- Og selvom nethandlen er kommet for at blive, så er det heldigvis stadig afgørende for mange at opleve den service, og samtidig mærke, se og prøve varerne på, fortæller Lotte Hansen.
Begejstret for beliggenheden
Torben er også meget aktiv på Facebook og Instagram, ligesom de mindst en gang om året arrangerer et tilløbsstykke af et modeshow. Generelt prøver de bare hele tiden at finde på nye initiativer.
- Det er vigtigt at følge med, og vise kunderne, at vi er en aktiv butik med masser af liv og idéer. Vi har altid minimum et opslag om dagen på sociale medier, og generelt prøver vi bare at være kreative, opfindsomme og følge med tidens trend. Her har vi et rigtigt stærkt team, der er god til at løfte i flok, fortæller Lotte Hansen, der også er begejstret for butikkens beliggenhed på hjørnet mellem Storegade og Himmerlandsgade – lige ved Hadsunds mest centrale og travle lyskryds.
- Med den beliggenhed har vi byens mest synlige butiksfacade, så det er jo også et kæmpe plus, lyder det fra Lotte Hansen.
Torbens 40-års jubilæum markeres i hele uge 13 med masser af gode tilbud, samt lidt bobler og sødt til kunderne i butikken.
Stort tillykke med det flotte jubilæum!