Iværksætteri: Dorte og Nicolas har succes med unik ide
HADSUND: Firmaet Decor Lays og Dorte og Nicolas Leth Mikkelsen, der står bag, arbejder sig stille og roligt ud i verden med deres unikke 3-D printede vaser.
Starten gik i september, hvor de lancerede deres webshop og indledte deres første samarbejde med en fysisk butik, Altid ChaNoLa Blomster i Hadsund. Siden har de etableret flere samarbejder, og især i Aalborg er der ved at komme skred i tingene.
- Interessen dér er større, end den er i Hadsund, og både der og på webshoppen skrider det frem, mest i de fysiske butikker, fortæller Dorte Leth Mikkelsen.
Med hensyn til markedsføring arbejder de på flere fronter. Digitalt foregår det både Instagram, Facebook og YouTube, og især Instagram har vist sig at være effektivt.
- Vi kan se, at det giver gode resultater, når vores følgere deler vores opslag. Og det er også ret effektivt, når vores forhandlere nævner os i deres egne opslag. Vi kommer længere og længere ud, konstaterer Dorte Leth Mikkelsen.
At der vitterligt er interesse for vaserne, fik de bekræftet, da de i starten af november deltog i messen Bolig Mad Design i Aalborg.
- Det er vore første messe, og det var utrolig spændende. Vi solgte en del og fik mange reaktioner fra folk - både unge og ældre, der syntes, vaserne var flotte. Det var også ret sjovt at se, at mange næsten ikke turde røre ved dem, fordi de ser så fine og skrøbelige ud, men det kan man altså godt, siger Nicolas Leth Mikkelsen.
Men parret fik andet og mere med sig hjem end penge i kassen.
- Det var meget inspirerende at snakke med dem fra de andre stande og høre om deres erfaringer, som vi måske kan bruge til at udvikle vores forretning. Vi fik også flere kontakter, som vi nu er i gang med at lave aftaler med. Det tegner virkelig godt, men vi er langt fra der, hvor vi kan leve af det, siger Nicolas Leth Mikkelsen.
Han er både glad og stolt over, at de har fået succes med deres egen ide fra start til slut.
- Det er vores eget design, valg af 3D-print metoden og materialet, så det er meget tilfredsstillende at opleve, at det bliver så godt modtaget, siger Nicolas Leth Mikkelsen.
Materialet taler direkte ind i klimadagsordenen. Det kaldes PLA og er et plastmateriale baseret på sukkerrør og majsstivelse. Det betyder, at det ikke forurener, når det forbrændes, men bare bliver til vand og CO2. Og da planterne opsuger CO2 under væksten, er resultatet bæredygtigt.
Status er, at man nu har tre forhandlere med fysiske butikker, hvoraf en også har webshop, og sidstnævnte har netop bestilt andet parti. På decorlays.dk har man netop lanceret fem nye vaser, og nu kigges der ud i verden.
- Vi sælger faktisk i hele Europa, så vi prøver at åbne mere op for udlandet, siger Nicolas Leth Mikkelsen.
Imens holder parret fødderne på jorden.
- Vi gik i gang uden forventninger, og vi er vel stadig lidt forsigtige, men vi bygger stadig på og håber det bedste, siger Nicolas Leth Mikkelsen.
- Og så har vi jo ikke så travlt, siger Dorte Leth Mikkelsen med henvisning til, at de begge har beholdt deres fuldtidsjob.