Holy Moses – nu åbner fælles gårdbutik
ARDEN: De seneste uger har der været travlhed på Hulemosevej 2 i Rold ved Arden, hvor stadeholderne er i fuld gang med forberedelserne til den længe ventede åbning af Gårdbutikken Holy Moses. Dørene slås nemlig op torsdag den 29. maj – Kristi Himmelfartsdag.
Butikken er et fællesskab og samarbejde mellem syv passionerede stadeholdere, der har fundet sammen i ønsket om at skabe et unikt sted med fokus på kvalitet, nærvær og lokalt håndværk.
Sortimentet byder bl.a. på smukke trævarer, håndlavede knive, farverige kunstværker, økologiske delikatesser, vin, spiritus og gaver til både ham og hende.
Åbningsdagen fejres med manér fra kl. 10 til 16, hvor alle besøgende kan nyde gratis kaffe og kage, smagsprøver på vin og delikatesser samt særlige åbningstilbud.
– Vi glæder os utrolig meget til at byde folk velkommen og vise alle, hvad vi har skabt sammen. Det bliver en festlig dag i dejlige omgivelser, og vi håber, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi, lyder det fra fællesskabet bag butikken.
Det er ægteparret Kia og Anders Hoffgaard, der som ejere af ejendommen, har taget initiativ til gårdbutikken.
– Vi ser frem til at åbne dørene og byde velkommen til både lokale og turister langs Hærvejen, som jo går lige her forbi. Det har længe været en drøm at skabe et sted med liv, smag og samvær – og det er fantastisk at se det blive til virkelighed, lyder det samstemmende fra Kia og Anders Hoffgaard.
De ser gårdbutikken som første skridt i en større vision for stedet. Senere på året forventer parret at åbne for Glamping (luksus-camping) og tilbyde både rundvisning i vinmarken og adgang til en mobil sauna, som gæster kan nyde med udsigt til det naturskønne landskab omkring Rold Skov.
Gårdbutikken Holy Moses får faste åbningstider hver torsdag og fredag fra kl. 15-18 samt lørdag og søndag fra kl. 10-13 – og åbner også gerne efter aftale.