Billede beskrivelse

Her er de på flere måder noget helt særligt

21. april 2024 kl. 06.00

HOBRO: Hobro Apotek åbnede tilbage i 1803. På Adelgade 18 i hjertet af byen. Det er godt og vel et par hundrede år siden, og de ligger såmænd fortsat på helt samme lokation – og så er de stadig ”bare” sig selv.

Begge dele er lidt unikt. For i dag er det nemlig populært, at apoteker har flere afdelinger. Således findes der i dag 523 apoteker i Danmark, og det er kun 36 af disse, der består af et enkelt apotek. Resten hører sammen med et eller flere andre apoteker. Samtidigt er det i øvrigt også populært, at mange nye apoteker åbner i butikscentre, i udkanten af byerne m.v., og ikke på gågaden som det i Hobro.

- Ja, det er lidt særligt for os. Både beliggenheden og at vi bare er os selv. Men vi ser det selv som en kæmpe fordel, fortæller Therese Bærtelsen, souschef og farmaceut på Hobro Apotek.

Mange ting er nemmere

- Vores personale er således kun samlet et sted, hvilket gør mange ting nemmere. Vi mødes jo hver dag, har altid fælles morgenmøder, adgang til samme informationer og kan hele tiden udveksle erfaringer.

Billede beskrivelse

- Der går ingen information tabt imellem afdelingerne og vi gør hinanden stærkere. For os er det en kæmpe fordel, fremfor at være spredt på flere lokationer. Det giver os mulighed for at have fokus på kvalitet, rådgivning og tage en række anderledes og udadvendte initiativer, som måske kan være svært, når man er flere afdelinger, lyder det fra Therese Bærtelsen.

En aktiv del af Hobro

Blandt initiativerne ønsker Hobro Apotek at være en aktiv del af byen – blandt andet ved at deltage i Open By Nights, lave kundeaftener, tage ud til events, samt rent fagligt blandt andet tilbyde grundige medicinsamtaler og et bredt vaccinationsprogram.

- Vi vil gerne være synlige i byen, og ikke bare et sted, man besøger, hvis man har en skavank eller skal hente sin lægeordinerede medicin.

- Det gælder alt fra at være en del af Hobro Handels mange spændende aktiviteter og selv lave særlige arrangementer for kunderne til at være blandt de bedste rent fagligt, herunder tilbyde medicinsamtaler og en lang række forskellige vaccinationer. Vi vil gerne være et sted, hvor man lige kigger ind for at se om der er nyheder på hylderne, eller om vi snart har et nyt spændende arrangement på trapperne. Altså som enhver anden butik i byen. Vi er meget mere end hvide kitler, fortæller Pernille Thomsen, der er farmakonom og aktivitetsansvarlig hos Hobro Apotek.

200 – 300 forsendelser hver dag

Hobro Apotek ejes i dag af apoteker Gunder Gundersen, der har haft apoteket siden 2001. Derudover beskæftiger apoteket to farmaceuter, 13 farmakonomer, to servicemedarbejdere og otte chauffører.

- Chaufførerne kører rundt med medicin til blandt andet dagligvarebutikker rundt omkring i Himmerland, samt til plejehjem og institutioner.

- Hver dag pakker vi omkring 200 til 300 forsendelser, så det er en stor opgave i sig selv, men også her ser jeg det som en stor fordel, at vi kun er en enhed, slutter Therese Bærtelsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste