Billede beskrivelse

Hadsunds butikker går efter ny lyserød rekord

27. september 2024 kl. 14.04

HADSUND: Gå en tur, gør en god handel og støt en god sag. Sådan lyder opfordringen fra en række af Hadsunds specialbutikker, der i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse inviterer til Lyserød lørdag 5. oktober.

Lyserød lørdag er en del af Kræftens Bekæmpelses Støt Brysterne-kampagne, og formålet er at rejse penge til indsatsen for forskning i og forebyggelse af kræft samt støtte og rådgivning til kræftpatienter og deres pårørende. de medvirkende butikker donerer 10 procent af deres omsætning til organisationen.

Billede beskrivelse

I Hadsund er der noget ekstra på spil ud over det gode formål. Igennem de nu snart 17 år, man har deltaget i det landsdækkende arrangement, har man i forhold til langt større byer ligget pænt langt fremme i feltet, når Kræftens Bekæmpelse har gjort det årlige resultat op. Sidste år slog postnummer Hadsund sin egen hidtidige rekord med 19.636 indsamlede kroner, hvilket samtidig er det bedste resultat i Himmerland foran Hobro og Støvring.

Thomas Jensen fra Allessko i Storegade er tovholder på Lyserød lørdag i Hadsund. Han er glad for, at fjordbyen år efter år kan sende pæne beløb til den landsdækkende indsamling.

- Jeg kan ikke sige med sikkerhed hvorfor, men vi har et rigtig godt samarbejde med Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling, der stiller op på Torvet med kaffe og kage. Så tror jeg, at Lyserød lørdag efter så mange år ligger solidt i hadsundernes bevidsthed, så vi har stor opbakning, og så hører det med, at gåturen arrangeret af Hadsund Fodslaw er vældig populær, siger han.

Billede beskrivelse

I modsætning til andre af Hadsund Handel og Turismes arrangementer som Smag på Hadsund og Black Friday er der ikke særligt fokus på specielt gode tilbud.

- Så er det i hvert fald op til de enkelte butikker. Der skal ikke gå rabat i det, for det går jo ud over resultatet og dermed hele formålet, siger Thomas Jensen.

Ud over den omsætning, der følger af arrangementet, er der andre gevinster for butikkerne.

- Det er en dag med god stemning, og jeg tænker, at det smitter af på folks lyst til at handle hos os. Så der er vel en eller anden form for markedsføring i det, men det gælder først og fremmest det gode formål - og så selvfølgelig om at holde førstepladsen i Himmerland, siger han med et glimt i øjet.

Billede beskrivelse

Ved at handle deltager man i lodtrækningen om et gavekort på 300 kroner. Hvis man vil med på Fodslaws gåtur, går starten kl. 13. Det koster 10 kroner, hvilket inkluderer kaffe og kage.

Butikkerne, der deltager, er: Mr. Tang, Friis Wood & Deli, Tøjeksperten, Butik Birit, Allessko, Torben, Altid ChaNoLa Blomster, Sportigan, Sport24, Salon Saxen, Højs Bageri, Café Piccolo, Byens Blomster og Thiele Optik.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste