Et godt første år: Den bedste rådgivning om alt til dit kæledyr
For omtrent et år siden slog Maxi Zoo dørene op til en ny butik på Thurøvej 13 i Hobro – vi kiggede forbi for at høre, hvordan starten har været.
- Jeg kom fra en Maxi Zoo-butik i Struer, og der er helt klart et større kundetryk her i butikken i Hobro. Det har været positivt, og vi har haft rigtigt travlt, fortæller butikschef Simone Laustsen.
- I starten skulle folk selvfølgelig lige finde ud af, at vi var her, men det synes jeg gik hurtigt, og siden har det være en megagod rejse med en flot opbakning.
Kaiser med på arbejde
Maxi Zoo i Hobro tilbyder foder, snacks, tilbehør og legetøj til kæledyr. Der er ikke salg af levende dyr i butikken, som der er i nogle af de helt store Maxi Zoo-butikker.
Lidt dyreliv er der dog alligevel i Hobro-butikken, da Simone ofte har sin hund Kaiser med på arbejde.
Kaiser er en blanding mellem en granddanois og en rottweiler med en solid kampvægt på godt 60 kg. Trods størrelsen er han dog det mest fredelige, man kan tænke sig – og er i øvrigt altid på kontoret og ikke ude i butikken. Nogle af butikkens andre medarbejdere har indimellem også deres hund med på arbejde, så hundene kan hygge sig sammen.
Valentines-gåtur
Maxi Zoo Hobro beskæftiger lige nu fem medarbejdere, der alle har en stor passion for dyr.
- Vi elsker alle dyr og at give den bedste rådgivning omkring udstyr og foder. Derfor er det også altid hyggeligt, når kunderne tager deres hund eller andet kæledyr med ind i butikken.
- Vi laver i øvrigt også nogle forskellige kundearrangementer. Blandt andet har vi søndag den 11. februar arrangeret en Valentines-gåtur, hvor man kan møde op med sin hund ved butikken klokken 11.00. Så går vi en fælles tur på en times tid, og alle får en gratis goodiebag med hjem, fortæller Simone Laustsen.