Seneste nyt
Billede beskrivelse

Målrettet indsats har givet pote - ventetid halveret

25. august 2026 kl. 06.03

MARIAGERFJORD: På under et år er den gennemsnitlige ventetid på en byggesag i Mariagerfjord Kommune faldet fra 16 til 8 uger, og den gennemsnitlige bunke af byggesager er faldet fra mere end 250 til cirka 65. Det er tal, der vækker glæde - både hos kommunen og hos ansøgerne.

Baggrunden for den positive udvikling er et bevidst og målrettet fokus på at tilføre ressourcer i byggesagsafdelingen.

- For nogle år siden skulle vi igennem nogle besparelser, der betød, at vi kom ned på et minimum af medarbejdere i byggesagsafdelingen, fortæller Jesper Skov Mikkelsen, borgmester i Mariagerfjord Kommune.

- Det kunne hurtigt ses på sagsbehandlingstiderne, hvilket var meget uhensigtsmæssigt, da vi jo gerne vil levere en god og effektiv service til vores erhvervsliv. Derfor var det i budgetforhandlingerne vigtigt for os at tilføre nye ressourcer, og det var der bred opbakning til i byrådet. Det har været en proces, hvor nye medarbejdere har skullet læres op, men nu er vi omsider på fuld kapacitet, og det er dejligt at se, at det faktisk har udmøntet sig i en markant forbedring af den service, vi kan levere, tilføjer borgmesteren.

Billede beskrivelse

Yderligere tiltag

Ifølge Torben Ladefoged, direktør for Teknik, Kultur og Klima hos Mariagerfjord Kommune betyder det ikke, at kommunen er i mål i forhold til den ambitiøse handlingsplan, som blev lagt tidligere på året.

- Den fulde kapacitet betyder, at vi i dag kan afslutte cirka seks byggesager om dagen. Vi er rigtig glade for udviklingen og halveringen af ventetiden. Men vi ser også et potentiale i at komme endnu længere ned.

- Det skal blandt andet ske ved, at vi nu har etableret to dialoggrupper med repræsentanter fra områdets erhvervsliv. En af grupperne er med fagfolk fra lokale virksomheder og rådgivere inden for byggeri og byggesager.

- Arbejdet i den gruppe skal give os inspiration til at levere en endnu bedre og mere fleksibel service, men også være med til sikre, at fejl og mangler i ansøgninger mindskes. Det er nemlig en meget velkendt udfordring. Ikke kun hos os, men også i andre kommuner. Faktisk indeholder mere end 8 ud af 10 byggesager forhold, der kræver ekstra afklaring og dermed forlænger ventetiden. Den del skal vi arbejde med at få forbedret, lyder det fra Torben Ladefoged.

Betyder alverden

Hos ansøgere af byggetilladelser - både private og professionelle - vækker den reducerede sagsbehandlingstid stor glæde.

Det gælder blandt andet hos virksomheden Nybyg ApS i Hadsund.

- For en virksomhed som vores betyder det alverden, at sagsbehandlingstiden ved byggesager er så kort som overhovedet muligt. Det var meget tungt, da den var på 16 uger, men den nuværende ventetid på otte uger er ganske fornuftig. Stor ros til kommunen for at sætte fokus på udfordringerne og reelt tilføre ekstra ressourcer, lyder det fra Peter Kristensen, indehaver af Nybyg ApS.

- Ét er ventetiderne. Jeg er faktisk også rigtig glad for kommunens åbenhed og lyst til at lytte og tage en dialog med os, der hver eneste dag er afhængige af flowet og arbejdet med byggesager. Det er et kæmpe plus, som jeg er sikker på, gavner alle fremadrettet, lyder det fra Peter Kristensen, der også har byggesager i andre kommuner end Mariagerfjord.

- I hovedparten af de omkringliggende kommuner, hvor vi også bygger, er ventetiden i dag længere end otte uger. Så Mariagerfjord Kommune har faktisk overhalet en del af sine kolleger indenom, tilføjer han.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste