Ny festival blev en stor succes
ARDEN: Uge 34 bød på premiere på en ny skovfestival i Arden. Den blev en stor succes med masser af aktiviteter, mange besøgende og generelt ganske fornuftigt sensommervejr.
Festivalen, der fandt sted i området ved Stabelpladsen og Sortemosehus, havde fokus på natur, kultur, friluft og fællesskab – mange af aktiviteterne i krydsfeltet mellem alle fire temaer – blandt andet med vandrekoncerter, film i skoven plus meget mere.
- Det blev en meget vellykket festival med et bredt udsnit af lokale aktører, foreninger og institutioner, som bød ind med arrangementer og aktiviteter, Samarbejdet omkring både planlægning og realisering af programmet har også været en meget positiv proces, og der har været rigtig mange frivillige involveret i afviklingen, fortæller Arne Arildsen fra Kulturhusforeningen, der sammen med Maria Møller fra Foreningen Sortemosehus var initiativtager bag det nye tiltag.
- Festivalen ramte også meget bredt aldersmæssigt fra vuggestue til den ældste aktive folkedanser på over halvfems år. De fleste gæster og deltagere er kommet fra byen og lokalområdet, men der har også været mange nysgerrige fra resten af kommunen og fra nabokommunerne. Desuden har gæsterne i herberg og shelters ved Sortemosehus fået en ekstra oplevelse oveni deres ophold, tilføjer Arne Arildsen.
Gentages Skovfestivalen næste år?
På spørgsmålet om der bliver en Skovfestival igen i 2027, lyder svaret fra Maria Møller fra Foreningen Sortemosehus:
- Det peger pilen da på, og det er da også vores ambition – men nu skal vi lige trække vejret og have lavet en endelig evaluering. Vi har haft et stort og ambitiøst program, hvor vi startede den endelige planlægning i midten af april med ambitionen om en todages skovfest, som endte med otte dage med et tætpakket program. Derfor er der nogle justeringer, som skal på plads til en næste udgave.
- Men helt overordnet har Skovfestivalen været en stor succes og en dejlig oplevelse for både publikum og aktører. Vi vil gerne takke alle for den store opbakning, lyder det fra Maria Møller.