Erik har ikke fortrudt, at han skiftede butikkerne i Aars ud med Hobro
HOBRO: I disse dage fejrer 49-årige Erik Holst 9-års fødselsdag med sin butik; Din Tøjmand Holst i Hobro. Dermed er nedtællingen til to runde dage næste år godt i gang.
- Ja, det bliver et par skarpe hjørner, der skal rundes næste år, men det må vi tage til den tid. Lige nu har jeg først og fremmest fokus på nuet, hvor jeg fejrer 9-års fødselsdag i butikken i Hobro med en række rigtig gode tilbud, fortæller Erik Holst.
Fik hurtigt sin egen butik
Han startede i tøjbranchen som bydreng hos Tang Herrekonfektion, længere nede af Adelgade, for efterhånden mange år siden.
Siden kom han i lære hos tøjbutikken Bristol i Aalborg, inden han i 1997 startede hos Tøjeksperten i Aars, som han blev ejer af efter kun et enkelt år i butikken. Nogle år senere - i 2003 - åbnede han yderligere en tøjbutik i Aars. Den butik hed Holst Fashion. Men trods to gode butikker i Aars, trak hjembyen, Hobro.
- Jeg er opvokset og har boet i Hobro det meste af mit liv, så selvom jeg har havde et par gode butikker i Aars, så kunne jeg godt mærke, at jeg gerne ville have en butik i Hobro i stedet.
- I nogle år var jeg derfor på udkig efter passende lokaler, men dem jeg kunne finde, var alt for små. Men så blev lokalerne her på Adelgade 37, hvor Østergaards Farvehandel i mange år havde haft hjemme, ledige, og de passede perfekt til min idé med en butik. Her er god plads, parkering lige ved døren og front ud mod gågaden, fortæller Erik Holst, der den 1. september 2016 slog dørene op til Tøjeksperten i lokalerne, samtidig med at han lukkede sine butikker i Aars.
Ny kæde, nyt navn
For nogle år siden skiftede han både kæde og navn i butikken - fra Tøjeksperten til Din Tøjmand Holst.
- Din Tøjmand-kæden passede meget bedre til mig som person og min måde at drive butik på. Her kan jeg nemlig selv vælge hvilke varer og mærker, jeg gerne vil have på hylderne. Ud over, at jeg synes, det er en fordel for kunderne, så har det faktisk også givet mig selv en meget større arbejdsglæde, at jeg i endnu højere grad selv kan bestemme over min butik, fortæller Erik Holst.
Ikke fortrudt
I tillæg til at have det meste til modebevidste mænd, så har Din Tøjmand Holst også en afdeling med herresko, en stor afdeling med blazere og habitter, samt som noget unikt også en afdeling for store mænd. Her er størrelserne op til 6 x XL.
- Jeg nyder at have min butik i Hobro, og har ikke fortrudt et sekund, at jeg skiftede Aars ud med Hobro. Det er en god handelsby, og når jeg selv kommer fra byen, så betyder det jo også, at jeg kender rigtig mange af mine kunder. Jeg har mange trofaste stamkunder.
- Så mens jeg er startet nedtællingen til 10-års fødselsdagen i butikken, og min egen 50-års fødselsdag næste år, så tænker jeg faktisk, at jeg bliver i butikken, til jeg engang skal pensioneres, lyder det med et smil fra Erik Holst.
Er du hurtig, kan du i øvrigt fortsat nå at få fingre i nogle gode 9-års fødselsdagstilbud, der kører resten af uge 42.