Duo gentager succes
HOBRO: De har gjort det før – og nu gør de det igen. Nanna Stamer fra dametøjsbutikken Stamer & Hall og Steffen Kjærgaard fra herretøjsbutikken Victor i Hobro er gået sammen om at arrangere et modeshow, der vil vise sæsonens mange spændende nyheder til forårets og sommerens fester – både til damer og herrer.
Modeshowet finder sted onsdag den 26. marts med start klokken 18.30.
- Det var en stor succes sidst, så vi er mere end klar til en gentagelse. Igen vil vi være værter for et glas bobler og lidt lækkert, der vil være masser af give-aways fra vores søde leverandører og mon ikke der også vil være nogle ekstragode tilbud på aftenen, lyder det fra Nanna Stamer fra Stamer & Hall.
Hyggeaften
Hvis du er kvinde og ikke kan vente til slutningen af marts, så afholder Stamer & Hall en eksklusiv hyggeaften i butikken allerede onsdag den 5. marts med start klokken 18.00.
- Her vil vi have fokus på at få styr på forårsgarderoben, blandt andet med hjælp til at sortere i garderoben og finde de nye, perfekte forårsstyles.
- Også her serverer vi et glas bobler, lidt snacks og laver nogle eksklusive aftentilbud, tilføjer Nanna Stamer.
Kig ind i butikken med hensyn til tilmelding.