Cille og Tom bliver ved at finde på
MARIAGER: Cille og Tom Kristensen har altid elsket både god vin og hjembyen Mariager. Så hvad var mere naturligt end at forene de to ting og slå dørene op til Vinspecialisten på Egepladsen i den hyggelige brostensbelagte by?
Det er nu efterhånden tre år siden, at parret åbnede butikken, og siden er Tom og Cille blevet ved at finde på nye tiltag – både fordi de synes, det er sjovt, men også fordi, at det er vejen til at holde godt gang i forretningen.
- Vi startede som en klassisk vinforretning, men har siden udvidet med en vin- og kaffebar, som vi kalder Café C’s. Her har vi et superskønt udeområde på Egepladsen, som har være et kæmpehit særligt denne sommer. Det har virkelig været et sted, som Mariager har savnet, fortæller Tom Kristensen, der også er formand for Mariager Handelsstandsforening.
- Vi har mange andre rigtig gode steder i byen, og vi forskellige aktører i byen har megen fokus på samarbejde, hvor vi hver især har vores specialområder. Derfor sælger vi eksempelvis heller ikke is i vores butik og café. Det gør de så glimrende oppe på Torvet. Men en vin- og kaffebar som vores har byen manglet, tilføjer Cille Kristensen.
Hun er den daglige butikschef hos Vinspecialisten/Café C’s, mens Tom Kristensen hjælper til, men også har fokus på en anden forretning, nemlig carwine.dk, der byder på den unikke kombination af lækre vine og salg og leasing af luksusbiler.
- Ja, det er ikke mange websites, hvor du kan shoppe lækker vin og en Porsche samtidig, lyder det med et smil fra Tom Kristensen.
Opgradering af caféens udeområde
Cille og Tom åbnede som nævnt Vinspecialisten for tre år siden, og udover at de hele tiden har fokus på at toptune udvalget i butikken, der blandt andet også omfatter et bredt sortiment af vinglas, så udvikler de hele tiden på nye, gode idéer.
De har blandt andet etableret Mariager Vinklub, laver vinsmagninger på byens campingplads og så er Cafe C’s også løbende blevet opgraderet, hvilket de vil fortsætte med fremadrettet.
- Vi arbejder med forskellige modeller for at opgradere udeområdet ved caféen, som vi har planer om at gøre til noget helt særligt. Vi har mange spændende idéer, som vil passe perfekt til at supplere den gode stemning og det liv, der i forvejen hersker i Mariager, lyder det fra Tom Kristensen.
- Det er nemlig vigtigt at blive ved at finde på og udvikle sig. Både fordi, at det højner virkelysten og arbejdsglæden hos os selv og fordi det er vigtigt for en by som Mariager, at der hele tiden sker noget nyt. Mariager kan nemlig rigtigt meget, tilføjer han.