Anette og Christian er glade for, at de tog springet med egen butik
For godt et år siden – i november 2022 – slog Anette og Christian Vildal dørene op til dametøjsbutikken Klæd Dig på Østergade i Mariager. Parret kan se tilbage på et rigtigt godt første år, og er derfor glade for at de tog springet.
- Det var selvfølgelig med en god portion nervøsitet og spænding, at vi begge kastede os ud i det her, men det har udelukkende været en positiv oplevelse. Det er gået over al forventning, og vi er meget taknemmelige for den opbakning, vi har oplevet, fortæller Anette Vildal.
- Vi har allerede fået opbygget en pæn skare af stamkunder, og de kommer ikke kun fra Mariager og de nærmeste byer omkring, men også fra eksempelvis Hobro, Randers, Arden, Aars og Nørager. Det vidner om, at vi er en butik, kunderne gerne vil køre efter.
- Selvom Mariager er en populær turistby, så vil vi ikke være en turistbutik, men en butik primært for de lokale, oplandet og byerne omkring. Det synes vi er lykkedes, hvilket jeg tror skyldes, at vi har megen fokus på den gode shoppingoplevelse og at der altid er tid nok til den enkelte kunde.
- Samtidig har vi fået et stort og varieret sortiment med mange spændende mærker. Vi forsøger også hele tiden at udvikle butikken, både indretningsmæssigt og hvad angår varesortimentet. Senest har vi blandt andet også taget forskellige parfumer og dufte ind, fortæller hun.
Elsker kontrasten til storbyens butikker
Klæd Dig, der ligger i hjertet af Mariager, oplever med jævne mellemrum også at unge mennesker, der til daglig bor i en storby, kommer ind for at shoppe, når de er hjemme for at besøge deres forældre.
De kan simpelthen godt lide stemningen, den gode service og udvalget i butikken.
- Vi får ofte den feedback, at vi servicemæssigt er en kontrast til storbyens butikker, hvor det hele måske går noget stærkere, og hvor der ikke er så meget tid til den enkelte. Det tager vi som et stort skulderklap, lyder det fra Anette Vildal, der driver butikken sammen med sin mand Christian Vildal, der blandt flere opgaver står for det administrative, økonomiske og meget af det praktiske, men han kan også hjælpe til i butikken, når der er behov for det.
Work-life-balance
Anette og Christian bor, sammen med deres tre børn, nogle få hundrede meter fra butikken. Og selvom det bestemt kræver sit at være selvstændig med egen butik, så var en del af beslutningen om at åbne butikken også et håb om at få lidt mere ”work-life-balance”.
Altså at finde den bedst tænkelige kombinationen mellem arbejde og familieliv. Anette har tidligere arbejdet som sosu-assistent, mens Christian blandt andet har været sælger i hotelbranchen.
- Vi har fundet en god balance. Det er jo nemt for os at smutte til og fra butikken, og det giver en rigtig god fleksibilitet i forhold til børnene. Det giver os en frihed, der passer rigtigt godt til familielivet, og det nyder vi meget, fortæller Christian Vildal.
Lige nu har Klæd Dig påbegyndt et stort januarudsalg, hvor der er indrettet en større udsalgsafdeling i butikken.