Billede beskrivelse

Anette flytter sin butik trods stor succes

12. juli 2025 kl. 06.00
Opdateret 15. juli 2025 kl. 10.20

MARIAGER: I snart tre år har 39-årige Anette Vildal drevet tøjbutik i hjertet af Mariager, og det er - sagt på jysk - ikke gået så ringe endda.

- Jeg klager ikke. Selvom vi stort set ikke har reklameret, har mund til øre metoden åbenbart virket, så omsætningen er steget, og jeg har nu råd til fire ansatte, fortæller hun.

Fire ansatte lyder måske af meget, men en del af forretningskonceptet er netop kundebetjening og -rådgivning.

- Man tror det måske ikke, men de fleste kvinder hader at shoppe til sig selv, fordi de bliver usikre på, hvad der passer til dem. De ser måske et modelbillede og har ikke samme kropsbygning som modellen, og så ser tøjet jo ikke ud, som de havde forestillet sig. Derfor gør vi meget ud af at hjælpe dem frem til noget, der passer til dem, og det falder åbenbart i manges smag, mener Anette Vildal.

Butikken trækker kunder til helt fra Aarhus, Aalborg og Randers, og ifølge Anette Vildal er tilbagemeldingerne fra dem nogenlunde enslydende.

- Det, vi hører, er, at de ikke kan finde tilsvarende butikker med mange forskellige brands og en høj grad af kundebetjening. Så vi har fundet noget, der adskiller os fra andre, og som virker, siger Anette Vildal.

Billede beskrivelse

Hun supplerer med forskellige arrangementer ude for butikkens åbningstid, hvor kunderne kan få inspiration.

- De får et glas vin, en stol og nogle tapas. Så har jeg tre-fire modeller, der hver viser seks-syv sæt tøj, og til sidst er der mulighed for at prøve og shoppe, siger Anette Vildal.

Arrangementerne er stærkt efterspurgt, og de 25 pladser er hurtigt revet væk. Men netop nu er Anette i gang med at flytte, og det betyder, at flere kan være med. Men det er nu ikke årsagen til flytteplanerne.

- Den ejendom, vi nu er i, er ikke helt tip-top. Facaden er ikke så pæn, men lige ved siden af blev lokalerne ledige sidste år, da tøjforretningen Diva lukkede. Og de er både flottere og mere rummelige. Jeg gik og lurede lidt, men besluttede så at tage springet. Vi flytter engang i efteråret, men er lige nu i gang med at gennemrenovere og indrette lokalerne. Vi kan lige så godt gøre det optimalt nu, for vi kommer til at være her i mange år, siger Anette Vildal.

klæd Dig fik sidste år herretøj på repertoiret, og det er også slået an. Planen er også at lave arrangementer særligt for dem, men Anette Vildal vurderer, at der skal andet og mere til for at lokke husarerne til.

- Jeg ved endnu ikke, hvordan det bliver, men jeg tror ikke, det går med at lave noget tilsvarende som med kvinderne. Det kunne være noget vinsmagning, funderer Anette Vildal.

Flyttedatoen er ikke fastlagt endnu, men der er valgt et - næsten - nyt navn til butikken. "NO. 9 – by Klæd Dig". Som den opmærksomme læser vil bemærke, er der 9-tallet til forskel, men det referer blot til butikkens adresse.

"Samme stemning, samme service – i nye, smukke rammer", som det bemærkes på butikkens Facebook-profil.

Anette Vildal er ikke kommet sovende til succesen, den kræver hårdt arbejde.

- Jeg har stort set ikke holdt ferie i børnenes skoleferier i tre år, men nu har mine ansatte sendt mig hjem i et par uger, så jeg glæder mig, siger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste