Se videoen: Martin bød børnene til bords
MARIAGER: Restauratør Martin Sommer fra Postgaarden i Mariager har ikke fortrudt, at han forleden deltog i det landsdækkende arrangement Smagens Time.
Både han, personalet og de børn, der var med, fik sig en god oplevelse.
- Det gik lige præcis, som jeg havde håbet og forventet. For os var det fedt at mærke den oplevelse, de havde. De blev udfordret med retter, de bestemt ikke er vant til, men de tog godt imod det. Vi fortalte ikke alt om retterne, så der blev gættet, og snakken gik, så der var liv og god stemning rundt omkring ved bordene, fortæller han.
Blandt overraskelserne var det første, børnene blev budt på, da de satte sig til bords. Brød og smør kender alle, men Martin Sommer havde givet smørret et twist.
- Det var rørt blødt med en smule brunet smør og kuglet op, og de fleste troede selvfølgelig, det var is. Så det var lidt af en øjenåbner, siger han.
Ideen med Smagens Time er at give børn en helstøbt restaurantoplevelse uden deres forældre og altså gerne udfordre dem. Og det lykkedes i Mariager.
- Når børn er sammen, bliver de lidt modigere, og mange bliver fristet af det, de smager. Det er jo dejligt at høre, når de siger, "det skal min mor også lave", siger Martin Sommer.
Der var plads til 40, men kun halvdelen af billetterne blev solgt. Men det kan nu ikke ødelægge humøret.
- Det kan selvfølgelig undre lidt, når de nærmeste steder, der var med, ligger i Aalborg, men det er første gang, vi holder det, og sådan noget skal løbes i gang. Nogle forældre sidder måske og tænker, at 180 kroner er spildt, hvis børnene ikke kan lide noget af af maden, men det er altså også selve oplevelsen, der tæller. Næste år er der forhåbentlig flere, der bider på. Givet er det, at vi holder Smagens Time igen, lover Martin Sommer.
Menuen, der blev serveret, bestod af:
Forret: Mosaik af torsk med persille, glaskål og pære.
Hovedret: Langtidstilberedt gris med selleri og tørret ost, skysauce med estragon.
Dessert: Æble, mælkechokolade og jordskokker.