Scootere skaber utryghed i butikscenteret
HADSUND: At køre på knallert eller scooter er i sagens natur en udendørs aktivitet, men ikke desto mindre udgør unge på to hjul et problem i Hadsund Butikscenter.
Af et opslag på Facebook fremgår det, at mindst to unge mænd på scooter er blevet foreviget på et af centrets overvågningskameraer, og det er ikke det eneste problem, fortæller centrets vicevært, Jan Vestergaard.
- Vi ser også en gang imellem, at vores siddepladser bliver ødelagt, fordi der bliver spildt det ene eller det andet, eller puderne bliver efterladt hulter til bulter, siger han.
Også elløbehjul udgør et stigende problem.
- Ud over at det er til gene for kunderne, efterlader det også sorte mærker på gulvet, som er svære at fjerne, og det er og bliver altså ikke tilladt, understreger Jan Vestergaard.
For det meste foregår unoderne om aftenen, når centrets detailbutikker har lukket, men det er ikke tomt.
- I centeret har vi også Viking Sushi, der har sent åbent med rigtig mange take-away-kunder, og de skal ikke opleve at møde en scooter i et butikscenter, uanset om det er i Hadsund eller andre steder, siger Jan Vestergaard.
Det er ikke første gang, de tohjulede giver problemer.
- Vi har oplevet det flere gange tidligere. En enkelt gang har vi inddraget politi og SSP, og hvis det her ikke hører op, vil jeg ikke afvise, at vi gør det igen, men nu forsøger vi i første omgang at klare det selv, siger Jan Vestergaard.
Man må ikke selv offentliggøre genkendelige billeder fra overvågningskameraer, men man kan overgive dem til politiet, så de kan opspore, hvem det er.
Jan Vestergaard erkender, at budskabet næppe når direkte ud til de unge via Facebook. Derfor retter han i stedet henvendelsen til forældrene.
– Vi håber, at forældre til unge med scooter vil tage en snak med dem om deres adfærd. De unge må hjertens gerne være her, men de skal opføre sig ordentligt, siger han og beder i opslaget en stille bøn om, at man ikke skal starte en shitstorm mod de unge
- Det er nogle ganske få, der skaber problemer, og det er uretfærdigt at rette skytset mod alle de andre, der opfører sig, som de skal, siger han.