Billede beskrivelse

Sådan går det for kommunens idrætsforeninger

06. april 2024 kl. 06.01

Det samlede medlemstal i idrætsforeningerne i Mariagerfjord Kommune rykkede sig ikke synderligt i 2023. På landsplan slår det samlede medlemstal rekord igen.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI kunne sidste år præsentere et historisk højt medlemstal i landets idrætsforeninger, og nu kan de to organisationer igen melde om fremgang.

Den nye opgørelse af medlemstallene for 2023 viser nemlig, at foreningerne i DIF og DGI har fået yderligere 85.261 medlemmer. Dermed er det samlede medlemstal oppe på 2.424.915.

Det fortæller DIF og DGI. 

I Mariagerfjord Kommune var der dog ikke det store udsving i medlemstallet i 2023 i forhold til året før. Her var der en lille fremgang på 111 medlemmer, så der nu samlet er 16.503 medlemmer i kommunens 106 idrætsforeninger i DGI og DIF.

Det er idrætterne fitness, fodbold og håndbold, der står for den største aktivitetsmæssige fremgang. Kigger man på alder og køn, er det aldersgruppen 13- til 18-årige og de 25- til 39-årige, der står for den største fremgang. Det gælder både kvinder og mænd.

- Vi er naturligvis glade for, at lidt flere borgere i Mariagerfjord Kommune er medlem i en idrætsforening. Særligt fremgangen for de 13- til 18-årige er positiv, da vi har stort fokus på denne aldersgruppe og blandt andet har prioriteret indsatsen omkring Aktiv Fritid. Her hjælper en fritidsvejleder børn og unge, der ikke selv finder hen i foreninger, med at finde de rigtige fritidstilbud for den enkelte, siger Jørgen Pontoppidan, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Mariagerfjord Kommune, og fortsætter:

- Samtidig ser vi i lighed med resten af Danmark flere og flere fitnessudøvere i Mariagerfjord Kommune. En udvikling, der dog ikke 1:1 afspejler sig i de netop offentliggjorte medlemstal. Flere af idrætscentrene i kommunen driver selv deres fitnesscentre, og meldingen fra dem er, at deres medlemstal er støt stigende. Vurderingen er, at der nok er 1.500 til 2.000 medlemmer i vores centre, som ikke er med i medlemstallene fra DIF og DGI.

- Vi ser dog også, at andelen af børn, der er medlem af en idrætsforening i vores kommune, er lidt faldende, og at blandt andet svømmeklubberne er et stykke fra medlemstallene før corona. Det er naturligvis vigtigt, at vi kigger på det, og sammen med organisationerne ser på, hvordan vi kan understøtte foreningslivet endnu mere i forhold til disse udfordringer, så vi kan vende det billede.

Gode tilbud og vigtige frivillige

I 2019 var der for første gang over 2,3 millioner medlemmer i idrætsforeningerne under DIF og DGI på landsplan. Under corona knækkede kurven for en stund, men efter pandemien gik det fremad igen, og nu er tallet altså for første gang over 2,4 millioner medlemmer.

- I Nordjylland følger vi den landsdækkende tendens, hvor der er kommet mange flere nordjyder ind i foreningslivets sunde fællesskaber, siger Benny Henrik Hansen, der er formand i DGI Nordjylland og fortsætter;

- Når vi dykker lidt ned i tallene, kan vi se, at aldersgruppen over 60 år er steget markant, mens vi fortsat skal have opmærksomhed på et få endnu flere piger ind i foreningerne.

Også hos DIF og formand Hans Natorp er der glæde over den nationale udvikling i medlemstallene:

- Vi er selvsagt stolte over udviklingen og den nye rekord. De mange gode tilbud i idrætsforeninger appellerer bredt, og vi må igen bare kippe med hatten og sende en særlig tak til de mange frivillige. Det er dem, der får det hele til at glide ude i foreningerne, siger Hans Natorp.

Fælles idrætsvision har gjort en forskel

Siden 2015 har DIF og DGI arbejdet sammen om "Bevæg dig for livet"-visionen med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Målet er at få flest mulige borgere til at bevæge sig, og visionen er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation.

I de første år af visionsarbejdet blev der udviklet og implementeret en lang række indsatser og nye idrætskoncepter. Mange af dem bidrager til den samlede medlemsvækst i idrætsforeningerne og er nu så forankrede, at de vil leve videre efter 2024, når den oprindelige visionsperiode i "Bevæg dig for livet" udløber.

Den fælles interesse i DIF og DGI er at få endnu flere aktive borgere og medlemmer i idrætsfællesskaberne. Derfor vil de to organisationer fortsætte samarbejdet i de kommende år på udvalgte områder og sætte endnu mere fokus på vigtigheden af frivillighed i idrætsforeningerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste