Orkestre fra Mariagerfjord skrev danmarkshistorie
MARIAGERFJORD: Hadsund Skole Orkester og Hobro Garden underholder normalt andre, når de stiller op til diverse arrangementer, men i weekenden fik garderne selv en på opleveren, da de sammen med 20 andre garderorkestre samledes i Odense.
Anledningen var Odense Skoleorkesters 75 års jubilæum, som blev fejret efter alle kunstens regler. Løjerne strakte sig over hele weekenden, fortæller Kathrine VanGodt Kjærsgaard, der er medlem af orkesterets bestyrelse.
- Vi blev indkvarteret på skoler, da vi ankom fredag aften. Og lørdag morgen kl. 7.15 stillede alle medlemmer i uniform til fælles morgenmad, og derefter blev vi kørt ud til vores startsted, siger hun.
Alle orkestre begyndte i Odenses udkanter og marcherede ind til Flakhaven i byens centrum for fuld musik. Her ventede det absolutte højdepunkt, da alle orkestre i fællesskab spillede tre numre.
- Det er faktisk danmarkshistorie. 700 gardere samlet på et sted til fælles koncert. Det er aldrig sket før, og det blev en helt fantastisk oplevelse. Samvær, musik, glæde, smil og farvestrålende uniformer. Det gav gåsehud og glædestårer. Som flere af vores orkestermedlemmer sagde, havde de aldrig oplevet noget lignende. At være en del af noget så stort kommer de aldrig til at glemme. Det er helt sikkert, siger Kathrine Kjærsgaard.
De fleste orkestre samledes til fest om aftenen, og efter et par oplevelsesrige dage, drog musikanterne hjem.
Arrangementet er på alle måder positivt for skoleorkestrene, der landet rundt er trængt.
- Vi har fine faciliteter i Hadsund Kulturcenter og er heldige, at Mariagerfjord Kommune bakker os op, men andre kommuner vil gerne spare på orkestrene, så det er vigtigt at skabe opmærksomhed om det, vi laver. Sådan en oplevelse gør det også lettere at rekruttere og fastholde medlemmerne. Lige nu har vi knap 30 fra 10-årsalderen til voksne sidst i 20'erne, og vi prøver at forkæle dem på alle mulige måder. Vi tager på udlandsrejse hvert andet år og har blandt andet været i Tjekkiet og Holland, fortæller Kathrine Kjærsgaard.
Hadsund Skole Orkester holder selv øveweekender og mødes en gang om året med Tordenskjoldsgarden fra Frederikshavn og Kimbrergarden fra Aars og spiller typisk til 10-15 arrangementer om året.