Oldboys-landsholdet fik en "varm" velkomst i 2002 - nu vender de tilbage
HADSUND: Som optakt til 100-års jubilæumsfesten for Hadsund Boldklub spiller det danske oldboys-landshold 20. august opvisningskamp mod de lokale helte, og det bliver, som nogle kan huske, en gentagelse fra 75-års jubilæet.
Forhåbentlig bliver det dog ikke en præcis gentagelse, for i jubilæumsåret meldte oldboy-landsholdet afbud, da en stribe prominente spillere pludselig havde sagt fra.
Det lykkedes dog at få kampen gennemført året efter med et stjernespækket landshold, og for førsteholdstræner Jesper Overgaard står det lysende klart i erindringen.
- Jeg spillede selv med og kom på et tidspunkt til at røre Flemming Povlsen et "intimt" sted. Nordjyske Stiftstidende fangede øjeblikket fuldstændigt, og næste dag var jeg på forsiden af avisen. Det var utrolig sjovt. Kampen var også en stor oplevelse, og at møde helte som Povlsen og brødrene Laudrup var fantastisk. Jeg har faktisk Torben Piechniks trøje derhjemme, fortæller Jesper Overgaard.
Kampen mellem landsholdet og et forstærket hjemmehold endte 7-3 for øjnene af 1200 tilskuere, og både Povlsen, Michael og Brian Laudrup fik scoret. Michael Laudrup spiller stadig, men om han dukker op i Hadsund er uvist.
Til gengæld burde det være sikkert, at den hidtil største spiller fra Hadsund, Ebbe Sand, stiller op. Blandt landsholdets spillere dengang var også Michael Schäfer, der nu er træner for holdet.
Nu 25 år senere har Jesper Overgaard en ny rolle at spille i forhold til kampen 20. august. Som førsteholdstræner står han for udtagelsen af hjemmeholdet, og i modsætning til for 25 år siden bliver der ikke tale om at hente spillere udefra.
- Det bliver førsteholdet, men jeg giver også nogle af de lidt ældre, der har og har haft stor betydning for klubben, chancen for at få den oplevelse, det er, siger Jesper Overgaard.
Arrangementet løber af stablen 20. august kl. 18.30 - den dato hvor klubben blev stiftet i 1926. Voksne skal slippe 50 kroner ved indgangen, mens børn under 18 år kommer gratis ind.