Natur, foreningsliv og bynærhed trækker nye borgere til kystbyen
HADSUND: Hadsund oplever i disse år en markant tilflytning af både unge børnefamilier og seniorer.
Kombinationen af naturskønne omgivelser, moderne boligudvikling og nærhed til byliv gør området stadig mere attraktivt for nye beboere.
Det skriver rådgivningsvirksomheden f2c i en pressemeddelelse.
Roen under trækronerne og nærheden til fjorden trækker i stigende grad både unge børnefamilier og seniorer mod Hadsund og omegn.
Den positive udvikling hænger ifølge Jens Nielsen, der står bag boligbyggeriet Skovhaven, tæt sammen med de senere års fokus på byudvikling og opførelsen af nye boliger, som imødekommer forskellige behov.
Lyden af vinden i de tætte trækroner og det glimtende vand i Mariager Fjord er for mange selve essensen af Hadsund. Netop denne unikke kombination af natur og bynærhed har de seneste år gjort byen til et attraktivt valg for både livsnydere i det modne segment og nystiftede børnefamilier.
De seneste fem år er antallet af borgere mellem 30 og 40 år i Mariagerfjord Kommune steget med 14 procent ifølge tal fra Danmarks Statistik, mens der også har været en stigning på knap 10 procent blandt borgere på 60 år og derover.
Prognoser peger desuden på, at udviklingen vil fortsætte i de kommende år.
- Det er en virkelig spændende og ikke mindst nødvendig udvikling, vi ser i både Hadsund og resten af kommunen disse år. Vi skal have endnu mere gang i den bevægelse, hvor seniorerne og dem, som ikke længere orker at holde hus og have, kan flytte ind i attraktive boliger, imens de yngre kræfter kan overtage husene med plads til familien, fortæller Mogens Jespersen, tidligere borgmester i Mariagerfjord Kommune, og tilføjer:
- Vi er i vores kommune privilegerede med fantastisk natur, og de senere års moderne boligbyggerier øger mulighederne for at bo med kort gåafstand til by og samtidig stadig have fjorden og skoven lige i for- og baghave. Det er netop de muligheder og rammer, vi arbejder for at understøtte for fortsat at sikre, at Hadsund og opland er et attraktivt sted at bo og flytte til.
Særligt borgere fra nærliggende storbyer har fået øjnene op for Hadsunds kvaliteter. Nye tilflyttertal viser, at byen i høj grad tiltrækker beboere fra Aalborg (20 procent), Randers (17 procent) og Aarhus (9 procent).
Moderne boliger midt i naturen
For at kunne tiltrække både førstegangskøbere og seniorer, der ønsker at skifte villaen ud med en mindre bolig, stilles der øgede krav til boligudbuddet.
I Hadsund har det resulteret i flere varierede boligformer, der udnytter byens naturskønne placering og imødekommer tidens boligpræferencer.
Et af de nyere projekter er Skovhaven, hvor de første beboere allerede er flyttet ind. Bag projektet står Jens Nielsen, projektudvikler og direktør i rådgivningsvirksomheden f2c, som ser de nye boligtyper som et vigtigt supplement til byens eksisterende boliger.
- Det er afgørende, at boligudbuddet følger behovet hos de mennesker, som overvejer at flytte til eller blive i Hadsund. Den positive udvikling, vi nu ser blandt seniorer og unge børnefamilier, skal netop ses i lyset af de senere års fokus på byudvikling og opførelsen af nye boliger, som taler til de aldersgruppers behov og ønsker, siger Jens Nielsen.
Han fremhæver, at der især har været stor efterspørgsel fra det modne segment på leje- og ejerlejligheder med gennemtænkte planløsninger, fællesskaber og høj tilgængelighed.
- Et eksempel herpå er Skovhavens 26 arkitekttegnede lejligheder, hvor vi har ønsket at integrere naturen i selve boligoplevelsen gennem store glaspartier og masser af lysindfald. Skovhaven er udviklet med omtanke, så boligerne både er funktionelle og åbne, hvilket giver mulighed for at skabe et hjem, hvor man føler sig tryg og fremtidssikret. Der er et stort fokus på, at man som både ejer og lejer i Skovhaven er en del af et fællesskab, der kan vælges til efter lyst, sfslutter Jens Nielsen.
Skovhaven har fortsat enkelte ledige lejligheder. Interesserede kan få fremvisning efter aftale.