Billede beskrivelse

Ungdomsskole vinder demokratipris for andet år i træk

22. april 2026 kl. 14.01

HOBRO: Unge fra Mariagerfjord Ungdomsskole markerede sig igen stærkt ved Ungdommens EU-topmøde på Christiansborg. 

Over 120 unge fra hele Danmark deltog i årets topmøde, og for andet år i træk lykkedes det en deltager fra Mariagerfjord Ungdomsskole at vinde en af weekendens tre eftertragtede priser.

Sådan lyder det fra Mariagerfjord Ungdomsskole i en pressemeddelelse.

Ungdommens EU-topmøde

Normalt er Christiansborg fyldt med folkevalgte politikere og journalister fra Danmarks største medier. Men én weekend om året åbner Europabevægelsen dørene til Ungdommens EU-topmøde. 

Her deltager unge fra hele landet i et europæisk rollespil, hvor samarbejde, forhandling og politiske beslutninger er i centrum.

De unge indtager roller som ministre fra et af EU’s 27 medlemslande, medlemmer af Europa-Parlamentet eller politiske journalister. I løbet af weekenden arbejder de med konkrete lovforslag, som først forhandles internt i ministergrupper og parlamentet. Herefter skal parterne blive enige om en fælles lovtekst.

Samtidig dækker de unge journalister hele processen ved at interviewe, analysere og formidle forhandlingerne. 

Forhandlingerne foregår i Landstingssalen og øvrige lokaler på Christiansborg, hvilket giver deltagerne et unikt indblik i det politiske arbejde.

Weekenden afsluttes med en præsentation af det færdige lovforslag for en folkevalgt politiker, som giver feedback. Derudover uddeles tre priser: to til særligt dygtige “politikere” og den eftertragtede Cavlingpris til weekendens største journalistiske talent.

To år – to priser

Mariagerfjord Ungdomsskole deltog i både Ungdommens EU-topmøde i 2025 og 2026, og begge år har kastet en pris af sig til en af kommunens unge.

I 2025 vandt Victoria Marie Blicher Alting en pris for sin særlige indsats som Cyperns klimaminister. 

I 2026 lykkedes det Saman Sulaiman at vinde Cavlingprisen for sin ekstraordinære dækning af weekendens forhandlinger.

Bag succesen ligger en målrettet indsats fra Mariagerfjord Ungdomsskole. 

Forud for topmødet samles deltagerne til forberedelsesdage, hvor de arbejder med materialet, træner debat- og forhandlingsteknikker og udvikler journalistiske vinkler. Det giver de unge et stærkt fundament og mod på at deltage aktivt, når de træder ind i rollerne på Christiansborg.

- Det var en vild oplevelse at være med. Vi havde forberedt os godt hjemmefra, og det gav os virkelig en fordel, da vi stod klar på Christiansborg. Fællesskabet, de nye mennesker og bare det at være på Christiansborg var en stor del af oplevelsen. At dække forhandlingerne og skulle tænke hurtigt som journalist var både udfordrende og megafedt – og det gjorde det endnu federe at vinde prisen, fortæller Saman Sulaiman.

- Vi er utrolig stolte af de unge og deres præstationer. Det er vigtigt, at unge får mulighed for at arbejde med demokrati i praksis, og Ungdommens EU-topmøde er en helt særlig ramme for netop det. Det viser, hvor langt man kan nå, når man tør engagere sig og bruge sin stemme, udtaler ungdomsskolens bestyrelsesformand Mette Binderup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste